Martha Christensen - de stille eksistensers stemme Udskriv
Martha Christensen af Linda Lassen
Linda Lassen
Martha Christensen
239 sider
Hovedland
 
En godt redigeret, velskrevet og nuanceret biografi. Det er lige dele dokumentar om forfatterens liv og levned, analyse af hendes tekster, interviews med hende selv og beskrivelse af de anmeldelser, hun fik gennem tiden.

Det er en spændende biografi, mere spændende end mange andre biografier idet den er så afvekslende og nuanceret. Og kommer med så mange tanker fra Marthas inderste væsen, at det sætter tanker igang hos læseren selv.

Vi får desuden en række fotos fra hendes privatliv, der på forskellig vis fortæller de historier, som Martha Christensen med sin værnen om de stille eksistenser havde behov for at give udtryk for. Og som det lykkedes med i overordentlig fin grad.
 
Martha Christensen havde i mange af de interviews, der er gengivet i bogen, nogle sjove og meget præcise og tankevækkende formuleringer om sit forfatterskab, der i høj grad tog udgangspunkt i folk på "vrangsiden", de stille, de anderledes, de syge, de der lever på kanten.

Der er nogle enkelte historiske smuttere, såsom SFs hedensgangne blad, Minavisen, bliver til Miniavisen. Lille var avisen da også, i hvert fald af omfang.

Der er ikke grænser for de fremragende anmeldelser, de priser og den storhed, mange tog imod Martha Christensens forfatterskab med. Det fremgår tydeligt af bogen her hvorfor. Det er nemlig i absolut grad lykkedes for Linda Lassen at få det bankende hjerte og den skarpe hjerne hos Martha Christensen frem, så vi får et klokkeklart billede af, hvem denne pige og senere meget meningsdannende kvinde var. Som formåede at få fat i store grupper af læsere der ikke tidligere interesserede sig synderligt for litteratur.

Ganske imponerende.