Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Tre uger i juli PDF Udskriv Email

Tre uger i juli af Tonny Vorm

Tonny Vorm
Tre uger i juli
248 sider
Politikens Forlag

En lækkerbidsken for cykelfolket og for alle andre, der gennem årene har yndet at følge cykel-strabadserne på landevejene. Og naturligvis bliver bogen ikke mindre aktuel af, at holdet kommer til Danmark og cykler lige om et øjeblik -, og for et øjeblik siden, når det hele er overstået.
Samlet er her tale om en rigtig god, dyb og sjov fortælling leveret af de helt store, der har kørt Tour de France. Brian Holm, Jesper Skibby, Kim Andersen, Jørgen Pedersen, Dan Frost, Rolf Sørensen og mange flere.

Vi konstaterer, at Michael Rasmussen, også kaldet Kyllingen, ikke er med i bogen med et eget afsnit men er (nødvendigvis?) begrænset til deltagerlisten bagi. Bogen er nemlig skrevet i samarbejde med DPCC - Danske Professionelle Cyklisters Klub, og det er udelukkende deres medlemmer, der udtaler sig i bogen. Således bidrager Michael Rasmussen ikke i bogens interview-del, og det nøjes vi her med at konstatere.

Ellers er bogen et brag af historie tilbage i tiden ledsaget af fremragende billeder - fra oven af "smørrebrødsstigningten" fra Gap til Saint-Jean-de-Maurienne, af tilskuerne på tætteste hold af holdet, som man nu siger, et opløb stilrent og sikkert i sadlen, af Jakob Piil på vej op ad Galibier på Tourens 8. etape i 2003 og rigtig meget andet billedmateriale, der vil gøre enhver tour-interesseret stakåndet.

Vi får nogle meget direkte udtalelser fra eksempelvis Brian Holm, der fortæller, at han sgu blev bitter efter i 1994 at være blevet sendt hjem på grund af en fedtknude på størrelse med en grapefrugt. Og at han efter at ti specialister med deres kolleger havde kigget på ham følte sig som abe i et bur.

Og at han havde fået skåret et hul i sadlen, så fedtknuden kunne være der, for det var kontraktår,, og så kører man jo...

Når vi trænede og havde tissepause skulle alle lige se den. "Fy for satan".

Vi kommer også tilbage til halvtredserne, hvor Hans E. Andresen, også kaldet "hønsefarmeren" gennemførte touren som den første dansker, og hvor iøvrigt "Den toppede høne" blev hans kendingsmelodi under 6-dages-løbene i Forum. Ganske vist havde vi deltaget i 1913 med Christian Christensen, der stillede op i "de isoleredes rækker", men desværre endte med at tabe over otte timer.

Det er virkelig morsomt at læse om Tour de France dengang, hvor daglønnen var 70 kroner plus kost og logi. Danskerne havde ikke egen servicevogn, og da Fritz Ravn fik en defekt efter 100 kilometer, måtte han vente så længe på assistance, at han faldt for tidsgrænsen.
Hans kørt i øvrigt dengang i mål på 17. etape som nummer fem.

Vi kan også læse om det enorme sikkerhedsopbud, der beskyttede touren i San Sebastian i 1992, hvor der var en masse ballade med ETA, den baskiske selvstændighedsbevægelse.

Og mange, mange flere anekdoter og sjove historier.  

Letforståeligt sprog, også for alle andre end netop tour- og cykelspecialister. Et flot vidnesbyrd om en af de begivenheder, der kan samle. Vel mødt til Tour de France i Danmark lige om lidt.