Det er stærk kost og direkte under huden, når børn og unge fortæller om deres triste barndom. 

Jeg bekræftes i pædagogernes påstand om, at det, jeg har at bidrage med, i bedste fald er neutralt, men typisk til gene og ikke sjældent til skade. Jeg er et ondt menneske. Et menneske af den onde slags med en ubevidst magt til at stjæle mennesker deres liv, når de allermest liver det.

Sikken selvindsigt og sikken voldsomhed de ord bliver spyttet ud med. 

Og det er, hvad samfundet står med, når børns barndom bliver præget af svigt, fejlanbringelser, dårligt rustet personale og forældres misrøgt.

Vi står med ikke bare en enorm økonomisk regning for at samle op men også spildte ressourcer hos en ung, der måske kom til verden i et ok miljø, men som så bliver voldtaget af en slægtning, og hvem tror man så på: Den unge eller slægtningen, og hvad kan det medføre, hvis vedkommende bliver fjernet fra hjemmet og kommer et helt forkert og ja, uhyggeligt sted hen.

Og hvor hævnen alligevel er sød, da forstanderen i en anden sag tager affære og placerer en knytnæve i hovedet på voldtægtsmanden.

En bog fyldt med historier af næsten ubegribelig udsagn fra de unge, der er plaget af skyld, angst, nakkedukning, alle slags følelser af den slags der ikke burde tilkomme et ungt menneske.

Ikke desto mindre får vi det hele præsenteret i en bog, vi alle burde læse for at kunne afkode, hvilke miljøer der kan have omgivet de unge fra helt små, og hvordan det forfølger dem resten af livet.

Visse steder næsten overnaturlig, ubegribelig og uhyggelig læsning.