Man skal et par hundrede sider hen i bogen, før der for alvor sker noget. Herfra lever bogen og bliver fuld af åndelighed, visdom, hints, gode råd og betragtninger.
Alt godt fra havet, og den sidste halvdel af bogen er altså alle pengene værd.
Indtil da skal man holde godt fast i bordpladen for at være med, for Peter A.G. tordner derudaf i en lang, opremsende, monoton stil om hans kravlegård, om at han helst ville være sammen med sin storebror, at han elskede sandslotte og skygger, hvordan far og mors drømme voksede, i Søndervig hos mormor og morfar, lytten lørdag eftermiddag til Jørgen de Mylius (som iøvrigt KUN hed Jørgen Mylius dengang, red). hvordan hans fastelavn gik, og jeg skal komme efter dig. Også hvordan det gik med torskegilderne hos skattevæsenet.
Man skal være mere end almindeligt interesseret i Gnags-sangeren for at finde alt det værd at læse.
SÅ sker der det, og det er omkring et par hundrede sider fremme, at Gnags rejser til Indien. Wow for en øjenåbner, og den øjenåbner formår Peter A.G. at få med ind i bogen og direkte ud til læseren.
Det er flot.
Så er vi med.
Og det er herfra, bogen adskiller sig fra mange biografier.
Den kan nu lige pludselig noget, den bog, den vil noget.

Fra side 213.
Så vi får metaforisk at vide, at de gamle i crewet lærer de unge op, og ønsker, at de gamle i sin tid ville lære os alle op, for det er sådan, livet skal fungere. Her lærer vi, at moralsk eller politisk belæring intet er i forhold til livsglæde. Om værdien i at få lov til at være sig selv sammen med nogen.
Simplicity midt på torvet i en spansk landsby, Afrikasangen, publikums dans i det smukkeste, blide scenelys.
Mr Swing King og Den dejligste morgen i hundrede år.
Så lille er interessen for det anderledes, så lille er nysgerrigheden.
Så store og så bevingede er ordene.
Hvad der præcis sker undervejs i bogen, det er ikke til logisk at forklare. Og så alligevel. Det er noget med, at den østerlandske åndelighed har sneget sig ind og i den sidste halvdel af bogen vrimler det med inspiration til at leve livet buddhistisk; mere glædesfyldt, mere enkelt.

Og de budskaber er alting værd. 
En fin præstation hvor man kan referere til sig selv og udviklingen fra overlever til det at leve dybt og meningsfyldt.