En biografi der gør sjældent indtryk. Ikke fordi den er skrevet af en kendt og anerkendt figur, eller fordi man får megen nyfigen indsigt i de herskabelige villaer på Frederiksberg. Eller fordi den indeholder en række troværdige og autentiske ingredienser, enhver Hollywood-instruktør ville lade sig inspirere af: (Fingerede??) selvmord, presse, elskerinder, penge, 5-stjernede hoteller, dybe hemmeligheder osv. osv.
Nej, bogen er noget særligt, fordi den går under huden på os og giver et soleklart billede på den fornedrelse, ydmygelse og de skampletter, der går i arv til børn, og hvad det så kan gøre ved dem som voksne.
Og giver en forståelse af, at folk, der behandler os dårligt, ofte har haft det ualmindeligt svært i opvæksten. Og at det er deres måde at overleve på og agere i tilværelsen.
Kan man så tilgive det? Måske.

Adrian Hughes forsøger at komme gennem sin egen barndom og forståelse af sin mor ved at researche i sin morfars liv og levned. Det er blevet udsendt som podcast, der er blevet yderst populær, men bogen stikker nogle lag dybere, alene ved, at vi får det hele på tryk og dermed tid og rum til at reflektere over hver enkelt episode.

Så kan man vælge at vende øjnene opad og blive forarget og chokeret, og at man i hvert fald aldrig vil gøre sådan selv.
Man kan også forsøge at rumme, at sådan er verden nu engang, også på disse breddegrader, og at virkeligheden lever fuldt ud op til Dallas og Dollars.

Skærmtrolden Adrian er barnebarn af arkitekten Thorvald Dreyer, der huserede på Frederiksberg for nogle menneskealdre siden. Han var ekstremt produktiv og dedikerede sit liv til sine projekter og byggerier og havde meget lidt tid til moderne ord som empati og oprigtig interesse for sine nære.

Det kan synes overordentligt brutalt og helt utilgiveligt, at morfar smider sin egen familie på gaden, hvad der var tilfældet, da Thorvald Dreyer uden varsel smed sin datter og hendes børn, heriblandt Adrian, ud af det hus, han ejede på Tesdorpsvej. Man kan også synes, at det er mere end brutalt, at moderen år senere efterlader et afskedsbrev, der sønderriver Adrian Hughes´ følelsliv.

At Adrian siden så et sted i bogen finder på at skrive nedenstående sætning, vidner for en ganske stor del om, hvor forfærdet han har været over sin morfar og dennes afsked med livet:

 

Slutspillet i min morfars liv er så filmisk tragisk, at man får lyst til at hakke sig i håndledene med en sløv kniv.

Hold da op. Hvor har det smertet, tænker man, i og med, at Adrian får lyst til at påføre sig tilsvarende, stor, fysisk smerte.

Bogen vrimler med kendte navne, hvilket naturligt nok ikke gør bogen mindre interessant. Såvel for folk, der synes den slags da er ligegyldigt, som for folk, der endnu engang ønsker bekræftet, at hvad der skinner på overfladen og glimrer af guld alt for ofte blot smuldrer på indersiden og afdækker huld.