Her er tale om en meget indsigts- og talentfuld bog om den danske folk-scene i 1960erne. En bog spækket dygtigt med navne, de helt store navne, der har været med til at trampe en del af de fodspor, nutidens musik bygger på.
Alt fra den udenlandske og indenlandske scene som Bob Dylan, Joan Baez, Donavan, Povl Dissing, Stig Møller, Freddy Fræk, Per Dich, Tom Paxton, Tom Lehrer, Steppeulvene, Peter Belli, Trille - og naturligvis Cæcar.
Navnelisten er alenlang.
Naturligvis sætter forfatteren fokus på alle disse navne, og det er på den måde bestemt en dejlig bog ned af mindernes avenue.
Så det kan derfor forklares - men nok ikke helt forsvares -,  at Otto Brandenburg ikke er nævnt med ét eneste ord. På trods af at koryfæer som Glenn Campbell, Elvis Presley og Johnny Reimar er med, og at Otto Brandenburg netop blev kendt som Danmarks Tommy Steele, der får godt med spalteplads i bogen; så meget at værket netop kommer ind på de mange konkurrencer, der løb rundt i landet under navnet Danmarks Tommy Steele.
Nuvel, stuntet var som så meget andet velanlagt som pr-stunt, og der var jo flere, der vandt disse konkurrencer. Men alligevel. Hvor blev Otto af?
Udover det er indholdet i bogen fantastisk og ikke blot en lang opremsning af datidens store, danske folk-navne, og hvad de var inspireret af. Men også mange, sjove historier og sammenhænge bliver læseren vidne til, f.eks. at netop "provokatøren" Cæsar, som myndighederne havde et særdeles anstrengt forhold til, i en vis udstrækning var finansieret af staten selv, og at flere af hans tekster stammede direkte fra folkemindesamlingen.

 

Og samtidig forstår forfatteren at sætte sin tekst og sin viden ind i en sammenhæng, så vi virkelig forstår datidens forskellige hold; de der på den ene side tog afstand fra alt, hvad der hed provoagtig og langhåret hash-inspireret folkemusik og så de brave mennesker, der stod midt i miljøet og på snedig vis i tekst og musik formåede at gøre så meget grin med borgerskabet, at vi idag kan se, hvor meget til grin, vi selv er, hvis vi en dag kommer til at tro lidt for meget på autoriteter. - Og ja, lige pludselig blev politiet dengang i tvivl om, hvad Cæsar egentlig skulle tiltales for. Urkomisk.

 

Læs også i bogen, hvordan ordet "stygge" fandt vej ind i Storkespringvandssangen - og læs iøvrigt nogle supergode interviews og udtalelser fra folk, der var med dengang, såvel Cæcars enke som Thøger Olesens enke samt Pernille Nash og Lisbet Andersen.

Og læs også hvordan Cæsars talent i virkeligheden omend ikke forsvandt så i hvert fald blev underkendt midt i al (medie)hysteriet om Storkespringvandet og demonstrationerne. Et flot arbejde, et ganske fint værk. Med masser af spændende noter.