Skæg, underholdende, mismodig, traumatisk, konfliktfyldt, sorgløst, vi kunne blive ved med at sætte superlativer på bogens ti noveller. Lige så forskellige er de og lige så mange følelser og adfærd har de mænd, der optræder i bogen og bliver eksponeret som maskulinitet i identitetskrise i forsøget på at forlade det velkendte, det sted de nu var for at stræbe efter noget mere, ja måske endog at forblive i det, de var, anerkendende, eller gå andre veje i forsøget på at opnå personlig udvikling.

 

 og lige så god er han dog desværre også til at opfinde banale udsagn:

Du har lige så meget brusk i knæet som rejer i en rejeost.

Stilen ligger dog fast og kan ses som et billede på, at nogle gange er mænd særdeles veltalende, andre gange falder ordene bare uheldigt ud af munden. På den måde er sproget en fornøjelse at læse, idet vi et langt stykke hen ad vejen genkender os selv midt i al vor kaos, tåbelighed og velovervejethed.

 

Persontegningen har endvidere en god fast stil, der bliver bedre og bedre og strammere og meget nærværende, jo længere man kommer frem i novellesamlingen. 

 

Novellesamlingen har tydeligvis ekkoer tilbage til fortiden, da det nærmest var et medfødt privilegie som mand at besidde retten til kvindeundertrykkelse.  Og udstiller håndfast den forvirring der hersker inde i mange mænd om, hvordan man i det hele taget må have lov til at gebærde sig i et samfund, hvor dagsordenerne bredt er bygget op omkring ligeberettigelse.

 

På forskellige måder kunne novellesamlingen også være dækkende over årtiet for en menneskealder siden, hvor kvinder gjorde oprør mod normerne i samfundet og mænds egenrådighed.

Nu skriver vi så 2023, og hvert årti har sit sprog og sine forfattere, der formidler de oplevelser, som aktuelt trænger til at blive beskrevet.

Bogen beskriver fint de pres, som mange mænd ligger under for, arbejdsmæssigt, familiært og i jagten på at lykkes.