Martin Larsen
Kronos drømme
531 sider
Gyldendal

En af de læseoplevelser, man aldrig slipper. Længe, længe, længe efter at man har lukket bogen, bliver man grebet af lysten til at læse den én gang til, Og måske én gang til. Der er så meget i den, naturligvis historien om Bill og Ben, herudover tal, steder, Nicodemus, Lightfoot, pirater, Abraham Lincoln, Fader Cavazzi, Mr. Cope, broderskaber, i dette tilfælde Trinbrættets broderskab, The Herald som altid med den hurtigste finger på byens puls - og meget, meget mere.
Handling, digtning, tal, fabuleringer, alt muligt vævet ind i hinanden med en optimal tilgang til sproglig kunnen og kuldkastning rundt i verbale mestersætninger.
Det nærmeste, vi lige kan komme i tanker om, er alle de historier, som salig Drakenberg har efterladt sig på tryk og i overleveringer.
Det er klasse at lade som om, vi skal omskrive Bill og Ben-fortællingerne, når nu vi er i et andet århundrede, ja så kan vi lige så godt gøre op med western-myterne og forholde os til, hvad der faktisk skete, og så sende metaforiske konstruktioner frem på prærien, så vi på magisk vis får indblik i dannelsen af det nye USA. Brutaliteten, racismen, det grænseoverskridende, alt det uhyggelige der gør, at menneske efter mennesker søger mod det store land mod Vest.

Nøjagtigt som indvandrerne dengang gjorde det.
 

Vi er underholdt på en nytænkende og meget spændende platform. Kaskader af hentydninger indhenter os og giver os spejlbilleder på de pinsler, mange fødende skal igennem for, at det barn kan komme til verden. En metafor på de pinsler og rædsler, jorden gennemgår p.t. for, at nyt liv, et anderledes liv, kan spire.

Fantasien har gode vilkår i en bog, der længe, meget længe, får lov at stå yderst i bogreolen.