En meget personlig og intens beskrivelse af et liv som mor med et alvorligt sygt barn. 
Tekstmæssigt og sprogligt på et niveau der ligger langt højere, end hvad man ellers ser i tilsvarende bøger.
Vi kommer meget, meget tæt og nærmest under huden på Signe Odgaard, der er eminent til at fortælle om de udfordringer, hun møder i sundhedsvæsenet og i sin dagligdag iøvrigt.
OG vi får meget detaljerede, uden beklagelser og navlepilleri, beskrivelser af, hvordan hendes parforhold langsomt - eller egentlig ret hurtigt - må bukke under for presset.
Alt imens vi også får en ganske humoristisk beskrivelse af en sceance hos en terapeut , der gør det, han nu kan, for at hjælpe parret.
Her kluklo anmelderen.

"Du skal bare være intim, selv om du ikke har lyst. Så kommer lysten...."
"Nu skal du gå hen og tage Thomas i skridtet"

Sagligt og ærligt og uden hverken satire eller bitterhed får vi en imponerende stærk historie fortalt om det, man som mor er allermest optaget af: At ens barn er sundt og rask. 
Vejen dertil er i Signes tilfælde brolagt med masser af indre dramatik som stress, søvnmangel og bekymring, udfordringer på jobbet osv osv.
Samtidig er Signe ikke for flot til at signalere og fortælle, at hun er løvemor om en hals.
Og er måske på den måde med til at signalere, at det er ok for kvinder at ville vide bedst på omsorg og sundhed for børnene.
Det er godt gået, synes vi.
Det er det også, når Signe fortæller, hvordan hun blev afvist af en "veninde" om at fejre nytårsaften med hende. Det gjorde ondt, og den episode fortæller Signe om lige ud af posen, og som læser kan man i denne som mange anfdre episoder i bogen mærke, hvor ondt det må have gjort, og hvor følelsesmæssigt man kan komme på glatis, som hvis en enkelt tue får læsset til at vælte.
Det er SÅ tæt på, at man får tårer i øjnene over det, Signe Odgaard gennemgår af plager, hvorfor ville dette vennepar ikke være sammen med dem, når de ville være sammen med andre, og hvorfor kunne Signe og hendes Thomas ikke være med her: Konklusion. Venerne syntes, de var for besværlige.
Av av av.
Hvor er det stærkt og sprogligt følelsesmæssigt fangende, når hun fortæller, hvordan hun har siddet på badeværelset og grædt, hvordan hun i frustration over sin Thomas mister kontrollen over sig selv, og hvordan hun føler sig svigtet af sine veninder, der kommer dryssende til middag, så hendes barn konstant bliver forstyrret i sin aftensmad.
Naturligvis er det en dagbogsfortælling om tilværelsen med et kritisk sygt barn. Men det, der efter vores mening skinner lige så meget igennem og fører bogstaverne ud over rampen, det er episoderne i de traumatiske stunder og krisetilstande, man som menneske kan komme ud for- sygt barn eller ej. 
Det berettiger bogen som et vidnesbyrd på i, at det er mere end ok at være menneske, både i de svære stunder som mor, partner og familiemedlem. Derfor anbefales bogen på det varmeste også til ganske, almindeligt velfungerende parforhold. Man ved aldrig, hvor man ender.