En varm og meget rørende fortælling om et af Troels Kløvedals  mange børn, som har været meget alene i livet på trods af de mange søskende og en berømt far. Eller måske netop derfor.
Hun har nogle spændende, indre iagttagelser og nogle spotpunkter at læne sine tilværelse op af: Bjarne Riis der vinder det store cykelløb, og Søren Gericke, der flytter til Thy. Rasmus fra gymnasiet.sure Carsten-chauffør på busrute 113, faderens raserianfald over, at hun gerne vil have en sofa, hendes hemmelige bønner til de nordiske guder. Danny og Camilla fra skolen, hendes ulykkelige forelskelse i Martin, The Piano med Holly Hunter.
Spotpunkter der for mange af vi andre er helt naturlige at have, men som for et ensomt barn er en livsnødvendighed, noget der er livsvidne til, at man lever, så man ikke går helt under.
At blive voksen er at forstå og tilgive, siger hun et sted.
Umiddelbart efter gennemlæsning af bogen tænker man, at Lærke godt nok har måttet sluge nogle gevaldige kameler for at kunne tilgive, at faderen på rigtigt mange måder ville presse hende ned i en form, en skabelon for, hvordan han nu mente, et liv skulle leves.
På min fars og mors rejsebilleder ser alt let ud. Men jeg kan mærke, at det ikke føles let inden i mig.....da jeg selv begynder at rejse, mærker jeg en forventning om, at jeg skal være en meget erfaren rejsende. (Troels Kløvedal mente, det var rigtigt at rejse og forkert at tage på ferie, red.)

 

Jeg føler mig i klemme, og jeg bliver den artige, husker Lærke om en tid, da moderen og hendes nye kæreste, Ole, i Thisted, måske naturligt nok, koncentrerer sig meget om Oles datter, Ida. Sex, hensynsløshed og ego. Noget Ida var meget fokuseret på. Men som langsomt sugede det egentlige liv ud af Lærke, som så foretager det endelig brud med Thisted til fordel for København.
Flytter nissen med?

Mens Hunter lader klaveret gribe rundt om sin ankel og er næsten ved at drukne, mens klaveret styrter mod bunden af havet, har jeg lyst til at blive dernede med hende.

Det er en barsk en.

Bogen er i det hele taget hård kost at læse, for det er tydeligt, at her er tale om et barn, der aldrig rigtigt har fået lov at være sig selv, ikke er blevet udrustet med modet til at være det, og som har været heldig at have lidt livsvidner her og der til at hjælpe sig på vej mod en voksentilværelse.