Hvordan man bærer sig af med at lægge skilsmissen bag sig??? Det gør man ikke, man lever med den. Og udover at Helle Helle har skrevet en fremragende fortælling, så giver hun os implicit opskriften på, hvordan vi bærer bruddet med os, ikke skal skamme os over den, for det var nu, hvad der skete under de givene omstændigheder, og det vil altid være en del af os.
Med en hjerteskærende smuk prosa og et formidabelt talent for ord fortæller hun om tomme gange med lugten af stegt kød, om øjenlåg der falder imens søvnen udebliver, om at hun får lyst til frisk luft efter stormen, hvordan hun langt senere ser ham for sig ved havedøren med ryggens forvaskede, hundrede procent beige bomuldsstof, at man indgnider afløbsrør i sæbe før samling, en mængde dagligdags ting der metaforisk fører hen til den store fortælling om et liv der går videre trods bump på vejen og udfordringer i livet nu og her.
Hafni brydes med et kompleks, der betyder, at tingene kører rundt for hende, og at hun ikke er helt tilfreds med sig selv, hun har svært ved at sætte sunde grænser, er ydrestyret i næsten overdreven grad, og selv om i de korte kapitler generelt er temmelig dyster - og grænsende til det irriterende og besværlige -, så løftes det lille mesterværk her af et stramt og præcist sprog og en sans for humor, der er underspillet i en grad, man sjældent ser det, også hos andre store forfattere.
En bog der er hurtigt læst. Men som så til gengæld bør læses MANGE gange, fordi der er rigtigt mange lag og dybder i den.Imponerende.