Når man har lyst til at ligge med rygge mod sin kæreste i sengen, træt og udmattet, mens kæresten  begynder at tale følelsesmæssigt fra en anden verdensdel, betyder det ikke nødvendigvis, at parforholdet er slut.
For nogle fungerer et godt og velment råd om at få sit eget soveværelse for at skabe rum og space. Andre foretrækker en længere ferie alene, så gemytterne ikke slider på hinanden og igen kommer til at elske hinanden, hvis det er det, de har gjort.
Andre igen er kommet så langt væk fra hinanden, som de var fra begyndelsen uden at vide det, at alt andet synes ligegyldigt som alternativ til bare at komme ud ad døren og videre i livet.
Johanna og Emile er sådan et par. De skulle aldrig have været sammen.
Sundt nok er det, at sådan cirka fra romanens start ved vi, hvor det bærer henad.
Afsløringen og plottet består ikke i, at de to ikke er egnede til en fremtid sammen.
Det er alt det, der sker mellem det første møde og den sidste afsked, der er vigtig her.
Emil Kjær Voss har formået at lave en fortælling om de kriser, der opstår undervejs i et forhold, der i dette tilfælde bindes sammen af interessen for litteratur. Men når det er, hvad man har sammen, én fælles interesse, hvordan skal det så gå, hvor opslugende den end kan være.
Vi bliver vidne til, hvordan en underliggende vrede kan være gift for ethvert forhold. 
Bogen er skrevet på en måde, så læseren bliver vidne til hvert enkelt konflikt, hvor bitterheden og afstanden har sneget sig ind, og han er rigtig god til at fortælle, hvordan to mennesker, og især den ene, forsøger at lappe på et forhold, der er dømt til undergang, og hvor man alligevel prøver og prøver, selv om man inderst inde ikke tør se kendsgerningerne i øjnene.