Mogens Fjord Christensen
En vinter, ti somre - og et efterår
239 sider
Hovedland

Forfatteren er god til at skabe stemningsbilleder, udgivelsen her er ingen undtagelse. Vi får en række nedslag over det mere end halve århundrede spændende fra 1942-1989.
Det er tydeligt, forfatteren har haft en fest med at opsummere og beskrive forskelle og udvikling i de årstal, han selv har haft størstedelen af sine leveår i. Det er også mærkbart, og det kunne have været det endnu mere med lidt flere specifikke antydninger -, at samfundet har udviklet sig fra at være krigsbesat med tyske kommandoråb, musiceren i skoleklasserne på violin, overtøj på varmeapparater - og ikke radiatorer -, og så til firserne med Berlinmurens fald, hvor skovkirkegårde er ved at blive rigtigt IN, hvor folk rejser ud, og hvor samfundet forlængst har udviklet sig til, at mere og mere og flere og flere  flytter ind til byerne.
Fint nok, og researchen ser også ud til at være på plads. F.eks. er to af hovedpersonerne i 1975 i London for at bo på Hotel Waldorf, der nu godt nok hed Waldorf Hotel, men som dengang endnu ikke var opkøbt af Hilton-kæden, og hvor man ikke brugte nøglekort men nøgler.
Glimrende beskrevet og fine iagttagelser. Ligesom ord kurser og børnehavebørn to og to på fortove også indikerer forskelle fra dengang og så nu.
Hvad der derimod er knap så heldigt og visse steder direkte forstyrrende for læsningen, det er de ordvalg, forfatteren bruger. Midt i ganske alment, forståeligt og lige-ud-af-vejen-dansk dukker der pludselig ord som indifferent og blasert op. Hvorfor nu det, hvorfor ikke ord der dækker det samme og som passer bedre ind i sprog og sætningskonstruktion. En stress-løs gang kan vi også godt se for os, vi ville nok bare kalde den for afslappet. Og hvad er en glasklar nat for noget....
Sådan er der en del efter vores mening sprogblomster, som en redaktør burde have fanget, ligesom orddelingen flere steder ikke er alt for heldig.
Når det så er sagt, så har vi at gøre med en fin bog, der både humoristisk og levende formår at sætte dagligdags dramaer mellem par op, så man bliver både godt gal i skralden og direkte sorgfuld, det sidste f.eks. i et afskedsbrev til begge de to mænd, som Lise måtte vælge imellem. Uha, den var ikke sjov at læse. Det ruskede i følelseslivet som mange andre episoder i bogen, og det er det, som litteratur skal kunne.