Stille, melankolsk, sød og blid. En lækker debut fra en forfatter, man ikke kan andet end at få sympati for. Hun skriver betagende, indlevende og engageret. Ingen forstillelse eller bedrevidenhed. Hun er totalt i øjenhøjde med læseren. 
Will og Rosie går på samme gymnasium. Will har en noget blakket fortid, hvorimod Rosie er meget jordbunden og regelret. Will føler sig øjeblikkeligt tryg ved hende og begynder at åbne sig op for hende. Endda første gang de taler sammen. 
De to bliver tætte venner, selv om deres veje for fremtiden peger i hver deres retning. Deres ambitioner er at forblive venner, men følelserne trykker på. Skal de blive et par; det ved de vist næppe selv, mens omstændigheder som lokaliteter, job, steder og partnere in between sætter forholdet på prøve, - og dog forbliver de venner. De slås, de griner, de pjatter, de ignorerer hinanden og opsøger hinanden igen. Og forbliver venner.
Wow.
Hvem kunne ikke tænke sig en sjæleven for livet. Hvem kunne ikke tænke sig at være fortrolig med et menneske og overvinde kriser, ægteskaber med andre, tragedier - og først og fremmest -, at overveje om det var vedkommende, man kunne haft et bedre liv med.
Historien føles ganske ægte, man reflekterer over sit eget liv undervejs og spekulerer på, hvorfor der er personer eller situationer i sit eget liv, man har så svært ved at slippe. Skal man, kan man, eller er det meningen, det skal bruges som tegn, som noget brugbart til at komme videre.
Bogen er smukt skrevet, men en god tegning af både hoved- som bipersoner.
Bogen prikker til læseren. Husk at gribe chancen, når den er der. Lige pludselig er den væk, og livet kan føles voldsomt smertefuldt.