Kun et par enkelte småting undrer i mesterværket her.  I en ramme på side 179 lister Schøler en række forfattere op og fortæller om alle, hvorfor ingeniøren har en rolle i netop den bog. Undtagen i Ernest Hemmingways Farvel til Våbnene. Her står der bare "En flugt med dødelig udgang under Første Verdenskrig".
Under et afsnit om jernbaner undrer det også, at den 3.000 kilometer lange Leopoldino-jernbane i Brasilien ikke er nævnt. Den er ganske vist sammenlagt af alle mulige jernbaner gennem årene, hvilket kunne være en forklaring. Der er sikkert gode grunde til begge dele, og fred være med det. Mange andre jernbaner verden over er da heller ikke nævnt.

Når det så er sagt:
Her er tale om et så gennemarbejdet og lødigt projekt, så lærerigt, så historisk velbevandret, at man kan bruge dagevis på at dykke ned i det.
Hovedvægten er lagt på ingeniørens rolle i litteraturen, hvad de gør der, hvor de befinder sig. Et ganske spændende og vel egentlig overset emne i sig selv. Når man så samtidig får en lang, lang række detaljer at vide om ingeniørmæssige bedrifter, om historiske personer, om lande, om den græske mytologi, om Proust, Sartre, Simone de Beauvoir, om et hav af lokaliteter rundt om i verden, om forfattere, om H.C. Andersens fascination af teknik, om regnestokken, om lommeregnere, om alt det der har betydning for ingeniørens arbejde, og hvor på kloden hans indsats har været uundværlig, ja så er der kun een ting at sige.
Bravo.

Topsøe, Tietgen, Andreas Mogensen, Ole Rømer, Anton Hasting, folk der for alvor har betydet noget og har haft kæmpeindflydelse på Danmarks ingeniørmæssige virke, ja sågar Peter Faber, der var cand. polyt. og direktør ved Københavns telegrafvæsen, er også krediteret for deres virke.
Fantastisk.
Sågar alle nobelprismodtagere med ingeniørfortællinger er listet op. Fra Bjørnstjerne Bjørnson i Norge til Olga Tokarczuk i Polen. Hvilken viden og research.
Læs også om Alexander Dumas, der skrev De Tre Musketerer, og som i 1851 faldt i unåde hos Napoleon.
For bare at nævne mere vidensstof som Faust og Maigret.
Sågar Winnetou, indianeren der sammen med Old Shatterhand, oprindeligt Karl og ingeniør blev opfundet af den tyske Karl May, hvis spil i parantes bemærket stadig opføres i Bad Segeberg i Nordtyskland.

Sådan kunne man blive ved med at tænke og fabulere med baggrund i en bog som denne, der kan give en fabelagtig viden over mange, mange aftener i godt fortællerselskab.