Det er altid på en eller anden måde med ærefrygt og kriblen, man giver sig i kast med en  bred roman om en familie, der har en sort skygge med sig. Ofte kan vi lide at opleve, hvordan gods og guld ikke skærmer for ulykker, der i fortid og nutid vælter ind over arv og adel.
Efterfølgeren her til Havets Kirkegård har fået noget lunkne modtagelser i hjemlandet på grund af bl.a. det enorme persongalleri og dens store vingespænd.
Vi synes derimod, den er skøn læsning, og det store og flotte persongalleri hører netop til i en roman, der handler om et dynasti, som gennemlever årtier med masser af penge på lommen, og som er vidne til både studenteroprør i tresserne og russiske myndigheders aktuelle anholdelser af spion-mistænkte.
Geografisk kommer vi omkring eksotiske steder som Polarhavet, Svalbard, Suezkanalen og Libanon, og miljøbeskrivelserne er ganske troværdige, visse steder som om, man selv sidder på stedet og bliver fortalt historien.
Vi skal lade være at sammenligne, og det kan kan man så ikke undgå alligevel, når man ser paralleller fra Mænd der hader kvinder, hvor der også indgår rige familier, journalister og aktivister.
Det er som om. den roman sporede et stort publikum ind på netop den genre, som nu Ingen skal drukne repræsenterer.
Og det gør den så godt, at selv om der er vældig meget at holde styr på i bogen, ja så giver den både masser af spænding og humor til læseren, og humor skal der til for at nå igennem sådan en kleppert af en bog, der er både underholdende OG lærerig. Lærerig på mange fede måder; man kender kun folk til tænderne. 
En rigtig spændingsroman.