I en velskrevet og meget grundig bog finder vi her et svar på, hvordan det mægtige Osmannerige i 1800-tallet kollapsede, idet mange muslimer følte, at reformer og vestlige stormagter gennem længere tid havde favoriseret kristne.
Det udløste blodige voldhandlinger, der dræbte 15.000 kristne i Libanonbjergene og Damaskus.
Det lykkedes over tid at få dæmpet og kontrolleret konflikterne, men de afslørede sprækker i Osmanerrigets styrke og var en af baggrundene for Osmanerrigets sammenbrud efter 1. Verdenskrig.
Massakren på de kristne var en alvorlig grusomhed, så barbarisk og udslettende, at man roligt kan bruge ord som ingen nåde.
Bogen er bl.a. skrevet med baggrund i nogle sagnomspundne notesbøger, som forfatteren faldt over i National Archives i Washington, og vi får da også en noget melodramatisk beretning om, hvad hvordan man som historiker og forfatter har det og får det, når man falder over sådan noget guld.
Man skal lige tygge lidt på, og det vil helt sikkert blive til genstand for debat, at forfatteren i bogen benævner massakren på de kristne som en folkedrabssituation, men ikke et folkedrab. Han mener, Damaskus havde været på randen af folkedrab. Er det en deludmåling af folkedrab mon?
Nuvel, forfatteren argumenter for sine synspunkter, og det gør han muligvis ok, muligvis ikke. Her kommer læserens egen subjektive opfattelse til gavn, for der er ikke nogen endegyldig facitliste på ret meget, og måske man siden ikke har anvendt ordet folkedrab, fordi de kristne dengang har været gode til at opgøre deres økonomiske tab, hvilket da også har udløst erstatninger.
Spiller det ind?
Vi ved det ikke.
Derimod ved vi, hvilket også godtgøres i bogen, at muslimerne i det daværende Arabien ganske vist respekterede de kristne, men at disse blev betragtet som andenklasses-borgere, der skulle indordne sig, hvad angår adfærd og påklædning.
Ingen tvivl om hvem der bestemte og havde fat i den lange ende.
Og i et samfund, hvor forskellene tilsidst af den ene part trods alt ses på vej mod at blive udlignet, ja så vil der opstå ballade.
Det var lige nøjagtigt, hvad der skete dengang i Syrien.
Det kan du læse om og meget mere i en spændende bog, der mange steder afstedkommer lige så mange spørgsmål, som den besvarer. Og det er vel også det, en historikers metier er.