En imponerende velskrevet, sjov, lunefuld og lærerig bog om at frigøre sig fra normer og konformitet og finde sig selv - uden nogen form for garantier.
Livet er sårbart og meget kort, finder nogen desværre ud af, alt for sent.
I bogen her finder vi et bud på, hvordan man langsomt løsner sig fra en spændetrøje, mens man stadig har chancen for at finde det gode liv.
Bogen er nr. 2 i en slags serie om Mette, der her lever i et forhold, hvor gode samtaler og sex mere er undtagelsen end noget, der nydes.
De to kumpaner, Henrik og Mette, kan ganske enkelt ikke døje hinanden. Han håner hendes alternative idéer og hendes lyst til at gå med bare fødder og går mestendels op i måder at beskære æbletræer på og, hvilke tykkelse vinglas der passer bedst til rødvin. Mens hun så kvitterer med at smutte i seng, så hun er fri for hans tilnærmelser.
Der er fremragende iagttagelser af både underliggende, usagte og belyste konflikter i ethvert parforhold, og man sidder og klukker og ler lidt af sig selv ved at forfatteren nærmest til det latterlige udstiller de gnidninger og bøvede aggressioner, der er stort set ethvert parforholds sideløber.
Mette melder sig til et årskursus hos en behandler, der arbejder med plantemedicin, chakrer og frøsekret, og til det urkomiske får vi en række spiddende udleveringer af miljøet sådan et sted inklusive alle dem, der præsenter sig, og hvorfor de er kommet.
Alt fra den selvhøjtidelige Ernst til en musikeren Martin, der bare venter på sit store gennembrud.
DET er en fest at læse.
Man får næsten ondt af de stakler, der in real life arbejder med disse ting.
Jo Brand lader sin hovedperson gang på gang overhøre den lille stemme i hendes indre, der fortæller, hvilke veje hun skal gå og i særdeleshed, hvilke hun ikke skal gå. 
Og efter lange og, skal vi hilse og sige, følelsesmæssigt trælse kår vågner Mette efter en chokerende episode på hjemmefronten, også for læseren, op til dåd og begynder for alvor at beskæftige mig med sit eget liv og de veje, hun skal gå.
Det kan vi andre lære noget af.
Vi er ikke vilde med bogens titel, selv om det godt nok er gruppen, der er katalysator for Mettes nye liv. Men hvorfor ikke bruge den autentiske Mettes eget udsagn Jeg vil være glad for mit liv.
Sådan er der så meget, men bogen - superduper.