Det er imponerende arbejde, at Harry Whitaker har omskrevet klassikeren fra halvfemserne, Den skjulte skønhed, fra halvfemserne og fået det her ud af anstrengelserne. Det er umuligt at gennemskue "forarbejdelsen", og det tjener sønnen til ære, at han på den måde viderefører sin mors værk. Vi er lige ved at sige, alene derfor skal den læses. Bogen har dog en noget mere dyster tone end de øvrige bøger fra forfatteren, den indtager endda elementer fra thriller-genren, selv om den dog er den sædvanlige blanding af familiesaga, historik og romantik. Blandingen virker, og karakterer og historiefortælling er lige så bevægende og overbevisende som altid. Hun leverer et levende billede af 80ernes mode- og kunstindustri, og naturligvis holocaust. Den del kan være udfordrende at læse, idet den bringer grumme billeder frem på nethinden af de forfærdelige begivenheder under krigen. 
Bogen spænder over flere tidslommer og generationer, og man føler sig virkelig mættet og åndeligt godt tilpas, når man har læst sidste side.
Bogen er udfordrende at læse, idet den indeholder så mange af livets facetter, fra skønhed og gru og alt derimellem. Men - , det er jo blot livet og virkeligheden, vi får serveret lige op i ansigtet.