Der er blevet sagt meget om Matador, og nu bliver der det igen. Denne gang på et mere overordnet og filosofisk plan, der forsøger at sætte samfundsskildringen 1929-47 ind i en mere intellektuel kontekst og forsøge at skabe forståelse for de enkelte emner i serien. F.eks. forsøger den at sætte spot på baggrunden for den vold, som bliver skildret i serien op gennem trediverne, hvad sker der med et menneske og verden omkring hende, når hun som Maude går op og lægger sig i sin seng. Den debatterer forholdene omkring Agnes og Lauritz og kvinders adgang til arbejdsmarkedet, hvordan reaktionerne er på Albert Arnesens idelige fravær i Damarnes Magasin, Kristen Skjern forsøger at tale Elisabeth til ro efter, at hun er i oprør efter et kvindesagsmøde, hvor langt bør man gå for sin bror, når man siger, at blodets bånd er tykt. Vi får også en fin og dyb analyse af, hvordan Mads Skjern knæsætter sit værd og udstiller Jørgen Varnæs som en lommeprokurator, han ikke lader sig true af. Videre får vi også en fin version af de lurende og underliggende spændinger mellem Jørgen og Hans Christian, der er familiens overhovede, mens Jørgen er den næstældste og ikke har nydt samme privilegier som storebror. En fin fin bog, og der er ingen tvivl om, at vi vil se Matador med helt nye og friske øjne efter at have læst udgivelsen her.