Piet Hein havde et noget anstrengt forhold til medierne. En af de interviewere, der kom tæt på ham, det var legendariske Claus Toksvig. Med sin begavelse, dannelse og enorme viden lod det til, at han spillede nærmest lige op med Piet Hein, der i bogen næsten falder på halen over at blive kontaktet af medielegenden. Interviewet er rigt beskrevet i ord og billeder i bogen.
Der er 2. del i serien om den verdensberømte multikunstner. En udgivelse der i rigt mål giver indtryk af den udvikling, Piet Hein og hans kunst undergik i de år, hvor han dels jagtede verdensberømmelsen, dels var dygtig nok til, at den stort set kom af sig selv. Når blot han var til stede og viste, hvad han kunne.
Udgivelsen fortæller også det, turde man næsten sig, at han som mange andre store kunstnere var notorisk konfliktsøgende, eller også kunne folk bare ikke tage hans temperament, nå han gav den gas.
Vi græmmes, når vi læser afsnittene om det tidligere forhold til sine børn, f.eks. Hugo, der på mange måder blev ydmyget, og det er så tydeligt og trist, at Peter Hein for enhver pris ville hellige sig kunsten, anerkendelsen og berømmelsesn, mens hans bagland, privatliv og i perioder også økonomi lå i ruiner.
Intet menneske, tænker vi efter læsningen af bogen, kan være lykkelig med den parade af åndelige og fysiske tragedier, der var en stor del af Piet Heins liv. Når man så ser på, hvad han har skabt, er det lige før, man tænker, hvad Piet måske ikke selv turde, bare han dog havde ladet være.....For hans egen og omgivelsernes skyld.

Piet fløj verden rundt og blev mange steder modtaget som en anden Messias. F.eks. i Canada, hvor den første samling grooks havde solgt 130.000 eksemplarer på tre måneder, og hvor så hans amerikanske forlægger var fløjet til Montreal for at modtage sin berømthed i lufthavnen.
Piet Hein, fortæller bogen, nød på verdensudstillingen EXPO 67 at gå rundt og se, hvordan det myldrede frem med idéer, hvoraf flere byggede videre på superellipsen og bruddet med det "rektangulæres spændetrøje".
Vi får også i bogen en indføring i, hvad det var for et fælles rum, der dragede Charles Chaplin og Piet Hein mod hinanden. 
Det er spændende læsning, ligesom bogen som helhed er et velkomment og uhyre velresearchet monument over en af de helt store skikkelser i dansk kunst.
En vildt god bog, et fremragende værk.