En skæg bog der har sine svirp til borgerlighed, lovgivning og bonerthed. Man har en fornemmelse af, at ingen eller intet går fri. Hvad med en henvisning til Samtykkeloven, hvor det i bogen hedder, at det KAN betragtes som kriminelt, hvis manden ligger ovenpå kvinden. Og en stikpille, mon ikke, til overvågningssamfundet, hvor naboen stikker en, fordi hun netop har fået færten af, at manden gør ting, han ikke må.
Bogens overordnedede handling er Jakobs parforhold med kæresten Sara, der står ved en korsvej. Jakobs altopslugende interesse er historie, og lige pludselig er han på en tidsrejse og ender i København i 1893. Her møder han andre udgaver af folk, han kender fra nutiden.
Man skal tage tilløb for at komme ind i bogen. Men så når man er der, så har man den, og på en måde kan man ikke slippe den igen og ville ønske, det varer ved og ved og ved. For hvem kan ikke ønske sig at komme ind i en tidslomme, hvor nutiden opløses, og man befinder sig et andet og ganske spændende sted.
Man får et anderledes syn på det gamle København, når man har læst bogen her. De gamle spir på Vor Frelsers Kirke, Halmtorvet, Vesterbros Passage, det brændte Christiansborg i 1984.
Mette Frederiksen går heller ikke fri, og det er pænt morsomt at læse satiren/karikaturen over, at hun har indsat en masse kvinder på de ledende poster, idet hun mener, at kvinder er fredelige og venlige over for deres medmennesker. Og udover det kan alle problemer løses med politiske handlinger eller psykoterapi.