En vigtig bog der giver en troen på, at bønnen har sin favnende virkning og skærer lige gennem alverdens tristheder, nyheder om krig og ulykke, ambulancer, sirener, konkurser, forgiftning af jorden osv. osv. Hvorfor bede? Fordi vi for det meste er afmægtige overfor omgivelsernes nådesløse behandling af os, og at vi er stødt på grænsen for vores egen formåen. Bønnen vil, siger forfatteren, være vejen til at åbne en dør i os, der normalt er lukket. Bøn er ikke en færdighed, mener han, men noget, vi erkender eller erfarer.
Hvilket for os på Bogsyn betyder, at vi hermed tilegner os et sprog og nogle muligheder, der ikke uden bønnen var os forundt.
Bogen kommer smukt ind på, at bønnen ofte indtræder dér, hvor vi oplever afmagt. Og afmagten behøver ikke være forbeholdt livets ydersituationer som naturkatastrofer eller livstruende sygdom. Afmagten kan glimrende være tilstede i et normalt, almindeligt, velfungerende menneskeliv - som noget berigende og en del af livskraften.
Og her er det, at bønnen kommer ind som en ekstra del af livskraften.
Sammen med eksempelvis taknemmeligheden. Når man siger tak, mener Niels Nymann Eriksen, så angiver man, at der er sket noget, som man ikke kan takke sig selv for.
Bogen stiller udover fine metoder, hvorpå man kan komme ind i bønnen, også en del vigtige spørgsmål:

Når der ikke er andet, giver det så overhovedet mening at begynde at bede?
Er bøn noget, man kan lære eller øve sig i?
Når først, man har fundet ud af, hvad bøn er for noget, er det så overhovedet bøn mere?

Vigtige spørgsmål, der kan virke som diskussionsoplæg i mangen en bedegruppe, men som også vil være givtige for andre, der har eller er på vej til at ville bønnen som redskab.