En meget fin, engagerende og varm roman om det, der i begyndelsen er trængsler, holdt hemmeligt, det som er svie og smerter og ender med at blive en forløsning for menneskeheden. Kort sagt en genfortælling af Det nye Testamente, det som i bund og grund er gaven til os.
Først følger vi Maria og Elsebeth, de to gravide kvinder, gravide med henholdsvis Jesus og Johannes Døberen. 
Her stifter vi i den grad bekendtskab med forfatterens meget store evne til at beskrive sanselighed og farver i litterært øjemed.
Hjertet slår sig løs og kender en ny takt. 
Deres børn er flettet sammen af slægt og af kærlighed, der er udvalgte på hver sin måde.
At Elisabeth kender til barnet, begriber Maria ikke, men englen trak Guds tråd fra Marias hjerte til Elsebeths, Fra én søn, der vokser i mørket, til en anden søn, der endnu er mindre end et rosenblad.
Hvor er det smukt, og var man det ikke i forvejen, så ønsker man sig mere af troens nådegaver, for hvordan kan man ellers skrive så intenst og inderligt.
Gennem bogen bliver vi bekendt med, at livet også er smertens vej, som påmindelse på, at træerne altså ikke vokser, undskyld udtrykket, ind i himlen, og at lidelsen altså følger med. 
Romanen følger fint det, vi i forvejen kender til det nye testamente, at Maria sidder på æslets ryg, at de handlende faldbyder deres varer, at Jesus siger, at nu skal folk ikke fange fisk, nu skal de fange mennesker, at Jesus bliver konfronteret med den utro kvinde, som folk har fanget og beder om hans velsignelse til stening og til, at han fortæller, at det er en del af Guds plan, han skal slås ihjel.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har farvespillende ord i sin magt, og det er en af årsagerne til, at hun er sluppet gevaldigt godt fra denne "nymodens" version af det nye testamente.