En af de helt store juveler i denne bog er sproget. Sådan er det ikke altid i bøger om guddom, Jesus og i det hele taget bibelske tekster. Når det så samtidig er muligt, måske netop ved hjælp af sproget, at kunne relatere til rigtig mange af bogens karakterer, til konflikterne, til sorgen, til valget mellem tro og frygt, ja så bliver det næsten ikke bedre. Så er man lige pludselig en del af de testamentariske værker. 
Historien går på, at da kong Hizkia vælger at forny Guds lov, så oplever Juda ganske vist en tid med fornyet velstand. Men det er en udfordring at efterleve Guds vilje.  Nu bliver kongen så stillet over for nogle upopulære valg, i sit private liv som i det politiske.
Og så tager spændingen fat. 
Bogen her er andet bind i serien om Konge Krønikerne, der omhandler tre af kongerne i Davids slægt, Akazm Hizkija og Manasse.
I dette bind bliver vi for alvor udfordret på troen og at stå op for det, vi tror på, og tage konsekvensen af det. Det kunne måske bruges i brede kredse idag, hvor det i et vist omfang synes ok at løbe fra sit ansvar. 
Videre bliver Hizkija i den grad ramt af tvivl og fortvivlelse og stiller spørgsmålstegn ved Gud om, hvorfor en elsket person gik tabt. Det har man stillet spørgsestegn ved til evige tider. Og det viser sig da også, at alle personer i bogen her på et tidspunkt har mistet troen. Nogle falder, nogle genvinder troen og kommer videre og bliver stærkere. Og svaret i bogen her er, som vi så ofte får at vide, at liv og skæbne er ikke det, der definerer vores tilværelse. Det er måden, vi tager livet og skæbnen, der er afgørende.
Og når vi så på reelt nudansk kan læse, at sætter man sin lid til Herren, så forsvinder alle fjender ganske enkelt gang på gang og een for een.
Det er stærkt.
Det er en fornøjelse at læse denne bog, hvilket man udmærket kan gøre sideløbende med Biblen, for så er der ting, man forstår bedre og på en anden måde.