Vi skal da lige love for, at Anders Niebuhr har haft en fest med at skrive denne bog. Han har et flot billedsprog med masser af metaforer. Eksempelvis:
Som en flåt, der ikke ville give slip, havde Birk bidt sig fast i hendes liv.
Eller:
Og så tog hun det første skridt væk fra den forstenede unge mand, der var det eneste menneske, hun nogensinde havde elsket.
Eller:
Hun lyste ligefrem sensommernatten op med sin skønhed, og det endda helt uden at anstrenge sig.
Wow siger vi bare. Hvilket sprog, hvilken vilje til at give læseren en flot indpakning.
Der dog KAN blive lidt for meget:
På den flade strand var det stadig bidende koldt, og de enkelte måger, som havde trodset vejret, formåede ikke at overdøve vindens tuden med deres ensartede skrig.
Her løber adjektiverne fra os og overdøver handlingen. Det sker en række gange i den store og meget velkomponerede bog. Det skal man dog ikke lade sig forskrække af, især ikke hvis man interesserer sig bare en smule for historie og i særdeleshed Harald Blåtands søn, Sven Tveskæg.
Anders har sat sig grundigt ind i historien, hvor bogen her er første bind i en romanserie om Sven, den sagnomspundne vikingkonge.
Vi kommer godt ned i detaljen omkring vikingernes langskibe, der var gennemtæsket af naturens elementer flere gange, end nogen kunne tælle. 
Og vi er med på slagmarken, hvor blodet sprøjter, hvor våbnene skærer sig igennem muskler, og hvor Thor søger dækning tæt bag sin døende fjende.
Bogen lever godt ud til læseren, og det er det, en god bog skal kunne. At leve sit liv blandt læseren.