Det kan være, at vi, der har oplevet perioden med Schlüter, Ellemann og Dyremose, at bogen er et interessant stykke politisk historie. Ikke at vi får så forfærdeligt meget mere at vide, end det, vi kender til fra andre biografier og dokumentarer. Men det er interessant at høre fra Dyremose, hvordan han oplevede politikken dengang i firserne og halvfemserne. 
Han lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive det, han bidrog med.

KU betragtede mig om den konservative politiker, der havde bidraget mest til politisk nytænkning
I et interview i Information advarede jeg ligeledes ....
Jeg advarede også . . . 
Jeg foreslog blandt andet....Mange år senere gennemførte man nogle af de ordninger, jeg havde foreslået...
Jeg har altid ment, at vi skal acceptere, at kvinder og mænd er forskellige . . . men samtidig ligeværdige...vi skal kunne tale sammen
Jeg var temmelig overbevist om, at jeg ville have været dem rigtige leder, hvis det var lykkedes os at bevare regeringsmagten,og jeg var blevet statsminister

Det skinner igennem bogen, at Dyremose altid har haft pænt høje tanker om sig selv, og at han også i rigt mål har haft evnen til at formulere det. Og da også har haft noget at have det i. På tryk kan det gennem bogen godt virke en smule patetisk, men man må så også huske på, at Dyremose trods alt gennem flere perioder har sidder helt i toppen af regeringsmagten, og det gør man ikke, hvis ikke man har noget at byde ind med.
Vi får da også mere end rigeligt at vide, hvad han kunne byde ind med, og hvor hans begrænsninger så lå, især da han kørte træt i politikken, og de bagholdsangreb, han mener, han blev udsat for. Og det er også temmelig spændende, at han løfter fligen for, hvad han håber for sin familie og for resten af verden, og kommer med et håb om, at scenen i USA skifter tilbage til noget mere genkendeligt efter næste præsidentvalg.
På en af de sidste sider kommer han ind på
Det kan undre og bekymre mig, at den sociale arv stadig spiller en betydelig rolle i mange menneskers liv. ....Hvorfor har uddannelsessystemet og velfærdssystemet ikke ført til mange flere mønsterbrydere som mig selv.
Især den sidste sætning er lige lovlig meget, idet det burde være ganske forståeligt for en tidligere toppolitiker, at ikke alle har lige vilkår trods et veltilrettelagt uddannelses- og velfærdssystem. Der er altid nogle, der falder igennem eller andre når mere end at skimte overfladen. Der er stadig noget, der hedder social arv, Dyremose.
Men tak for fin læsning og en tur ned af mindernes avenue i en bog, der er lige dele politik og lige dele personlige betragtninger på opvæksten og på de muligheder, den trods alt gav og så tilbageblik på en lang karriere, der kom til at røre ved meget andet end Christiansborg.