Det er rart med korte bøger med bid i. Og det er rart som afveksling, at bogen er sat op i mega-korte afsnit med linjer, der fortæller noget, og hvor læserende fantasi bliver sat i sving.
Sådan er det med den her bog.

Hvert nyt, lille afsnit i bogen, stort set, giver læseren tid og ro til at tænke over noget fra ens eget liv.

Han havde sved på håndfladerne og kunne ikke huske, hvad han havde drømt. 

Hvad var det nu lige, vi selv drømte i nat? Var det vigtigt? Hvordan var stemningen? Drømmer vi overhovedet?

Elias satte sig op i sengen, stille og lyttede.

Hvordan stiger vi selv ud af vores seng. Giver vi os tid til at være stille og bare lytte til, hvad der nu måtte dukke op?

Han trak vejret dybt.

Gør vi os selv den tjeneste sådan rigtig meditativt at trække vejret ordentligt ned i maven?

Intet særligt. Regn.

Er regn intet særligt? Hvordan har jeg det selv med naturen. Er regnen ikke noget særligt, idet den er med til at holde gang i vores elskede natur?

Denne gang standsede han op ved en bænk, han aldrig før havde bemærket. 

 

Hvor ofte går vi bevidstløse gennem livet og bemærker ikke, hvad der er lige foran dig.

Det er lidt svært at fange handlingen i denne udtryksfulde bog. Eller også er det bare fordi, vi har svært ved at komme ud over fokuseringen på de enkle, elementære og meget givende ordsammensætninger, bogen repræsenterer.

Den er godt bygget op og taler i al sin enkelhed ind i vores allesammens liv.