Bogen kaster os direkte ind i Lisas mareridt, hvor hun flygter til en afsidesliggende hytte – for lad os være ærlige, intet råber "psykologisk thriller" som en isoleret hytte, hvor man kan gnave på sin skyldfølelse i fred og ro. Lisa er plaget af små, irriterende flashbacks, der drypvis afslører glimt af den skæbnesvangre nat. Det er lidt som at samle et puslespil, hvor halvdelen af brikkerne mangler, og resten er dækket af en mystisk sauce, man ikke helt kan identificere. Hvem var overfaldsmanden? Hvorfor blev de angrebet? Og, vigtigst af alt for enhver hovedperson i en krimi: Hvorfor husker jeg ikke noget?

Man sidder med en klump i maven og tænker, at Lisas liv vist lige har taget en seriøs U-vending. Hendes jagt på sandheden er en rodet affære, fyldt med mistanke og den klassiske thriller-replik: "Jeg kan ikke stole på nogen!" (Især ikke sig selv, når ens hjerne har besluttet sig for at strejke).

Susanna Beard formår at holde spændingen fanget, og selvom man måske har lyst til at råbe til Lisa gennem bogsiderne: "Skriv det ned, for pokker! Tegn et kort! Lav en tidslinje!", så er det netop hendes usikre situation, der driver fortællingen. Det er en historie, der bygger sig op til et uundgåeligt opgør med fortiden – en fortid, der åbenbart ikke er interesseret i at lade Lisa slippe let.

Alt i alt en fængslende psykologisk thriller, der får dig til at tænke over, hvorfor man ikke bare tager en taxa hjem, når man har haft en god aften på pubben. Og om det måske er en god idé at gemme kvitteringen, just in case. For i "Natten det skete" viser det sig, at den mest skræmmende sandhed ofte er den, man prøver at flygte fra. God fornøjelse – eller rettere, god gysen!