Et skud udi hvad minder, breve, eftertanke og stilhed kan gøre ved en.
"Smut op på loftet og får rydtet lidt op", siger konen Tove i romanen, og det er vel i og for sig dagligdag nok.
Det er det også, når man først får åbnet nogle kasser, og det vælter ud med ting, man ikke har set i mange år.
I hovedpersonen Kåres tilfælde er det breve fra dengang, der bliver åbnet for.
Hukommelsen er indtakt; den har lyst til at beskæftige sig med fortiden. og det aldrig været noget for Kåre.
Det kommer han så til nu, idet brevene rusker op i noget, der var vigtigt for ham i ungdommens vår.
Og hvad det var vigtigt dengang, tilføjer man automatisk under læsningen, det er lige så aktuelt nu, bare i en anden form, idet kroppen husker - og hukommelsen husker.
For Kåre er brevene på loftet da også starten på at indfinde sig i fortiden, at huske på ungdommens Hilde, at føle sig som en tyv i natten, fordi han nu går tur med sin Tove og tænker på dengang, mens hun sender ham mistænksomme blikke.
Brevene sætter skub i en side, han ikke rigtigt kender, han får f.eks. kontakt med en gammel studiekammerat, og han anledning til at fortryde ting, og han finder også ude af, at hans kæreste fra dengang slet ikke fik den abort, hun ville have.
Det var i Norge i halvfjerdserne. 
Bogen er sprogligt tæt og fin, er meget omkring det nære og er en påmindelse om, at vi HAR mulighed for at beskæftige os med fortiden, at det kan være rigtig vigtigt, men at man nogle gange skal have ydre faktorer til at sætte os igang med det.
Det er jo ikke noget, der ligger lige for.
En velskrevet bog som de øvrige fra forfatteren.