Man kan mene alt muligt om Pia Kjærsgaard. Man kan dog aldrig som i aldrig tage fra hende, at hun er ligefrem og meget ægte og autentisk, når hun giver udtryk for sine holdninger. Ingen fedtspilleri her. Ligeud og ærlig, sådan har det altid været. Aldrig leflet for nogen. Og at det i hvert fald virker sådan, giver det indtryk, at sådan er det bestemt også in real life.
Sådan har vi det også med bogen her.
Og ægte, ærlige, engagerede mennesker, de hænger ikke altid på træerne. Alene af den grund bliver man godt tilpas i selskab med et så autentisk menneske, som ovenikøbet får en til med begejstring at læse om både hendes opvækst, og hvad der formede den bramfri dame.

Altså hvad der skete dengang, man skrev poesibøger, hvordan man samlede på Dubarry-glas, hvordan hendes venner mente, at det eneste, hun ville var at blive gift, hvordan hun fik sit første kys af Henrik på en bænk, om Skipper - hendes første hund -, om bedsteforældrenes sommerhus i Bagsværd. Og lige så meget, som vi nyder at følge med i et ærligt menneskes opvækst og vilkår, lige så meget sorg føler vi, da faderen en dag skød Skipper med et jagtgevær og at læse om de sorger, der - igen på autentisk vis - bliver en del af læsningen.

At hun selv er en hård nyser, det erkender hun også gerne. At hun i hvert fald KAN være det. Ligesom hun omgås meget få af elitens folk privat. Det, kunne man konkludere, gør måske, at ægtheden og autensiteten aldrig har sluppet hende. At hensynet til den politiske korrekthed har været en uendelig lille del af hendes virke. 

Bogen er hyggelig og ligefrem, vi får et indblik i et menneske, der har nået den politiske magts øverste trin i Danmark, og som så også kan inspirere os andre til aldrig at stikke noget under stolen men være den, man nu selv tror på og til hver en tid vil forfægte.