Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Pinlige onkler PDF Udskriv Email
Hæftet version af Pinlige onkler af Christiane Vejlø
Christiane Vejlø
Pinlige onkler og andet....
264 sider
Politikens Forlag


Man skal være indstillet på en total kritisk tilgang til AI og de fremskridt, som udviklerne påstår, er bragt med til bordet i disse årtier. Man skal være indstillet på, at man bliver tvunget ind i baner som dårlig samvittighed, angst for at miste sin arbejdsplads, arrogancen fra techgiganterne, om vand og strøm kunne bruges meget bedre og mange andre kontroversielle omend sunde tanker.

Christiane Vejlø skriver godt og kommer godt omkring i leveringen af klare budskaber: Man skal passe på det polerede, og man skal ihukomme sig, hvad der var med til at skabe historien; såsom Platon, Homer og Odysséen og intet liv uden prøvelser. Og skal man lade sig spise af med et foredrag, som en foredragsholder erkender, han har bikset sammen på ChatGPT, selvom han forlods var kritisk over for det?

Det spændende ved bogen er, at den sætter de nye muligheder ind i et historisk relief.

Men spørgsmålet er, om larmende onkler ikke altid har fandtes?

Vejløs analyse af Silicon Valleys magtelite og deres "pinlige" arrogance rammer plet mange steder. Det er svært ikke at rulle lidt med øjnene, når mænd i hættetrøjer prædiker om AI som menneskehedens redning med samme vækkelsesprædikant-feber, som dengang dampmaskinen eller bogtrykkerkunsten så dagens lys.

Men her kammer bogen måske også en smule over i sin egen teknologiske dommedagspanik. For hvor Vejlø ser en trussel mod den menneskelige sjæl, ser den mere pragmatiske bruger nok nærmere et fantastisk avanceret stykke værktøj. Man behøver jo ikke opgive hverken Platon, dybe tanker eller livets prøvelser, bare fordi man lader en algoritme sortere sine data eller hjælpe med at korrekturlæse en tekst.

Bogen har en tilbøjelighed til at opstille et lidt stereotypt valg: Enten er du et dybsindigt, åndeligt menneske, der læser klassikere i stearinlysets skær — eller også er du en tankeløs slave af algoritmerne, der har solgt din sjæl til Sam Altman for at spare ti minutter ved skrivebordet.

De fleste af os står nok et helt andet sted. Vi ved godt, at en foredragsholder, der dovent lader ChatGPT skrive sit manuskript, leverer et dårligt foredrag. Men det er jo ikke værktøjets skyld — det er foredragsholderens. Da skrivemaskinen kom frem, var der næppe heller nogen, der anklagede klaviaturet for, at der blev skrevet dårlige romaner.

Pinlige Onkler er en underholdende, velskrevet og absolut tiltrængt ørefigen til tech-optimismens mest naive jubelidioter. Man læser den med nik og smil. Men som fortaler for de nye muligheder sidder man også tilbage med følelsen af, at Vejlø maler Fanden på væggen i en farvepalet, der er lige lovlig mørk.

AI stjæler kun vores menneskelighed, hvis vi selv er lade nok til at forære den væk. Indtil da kan vi roligt nyde både Homer og de digitale genveje.