En god bog om en forfatter skrevet, naturligt nok, af en forfatter er ikke altid et godt udgangspunkt for læsningen. Hvad er ham, m/k, selv, hvorfor skulle han lige være forfatter, hvor tæt er han på den verden, han kommer fra.
Det er også den følelse, vi har, når bogen bliver lukket. Jovist, der er mange diskussioner, refleksioner og tanker om akademisk forfinelse, om blærerøvsmentalitet, om kunsten at tale i et forførende sprog med en forførende viden, men er man et skvadderhoved, fordi man måske ikke har styr på den første bogs efterfølger, den svære toer, som har fået hovedpersonen, Kaspar, til Skagen i et slags kunstnerkollektiv. Støttet af hans forlag.
For at skrive bogen, der skal følge op på den begrænsede succes om Kaspars eget liv - sammenbruddet og tabet af familien.
Han møder i Skagen et pænt udvalg af den øvrige kreative verden, f.eks. en billedkunstner og en berømt journalist.
Ydermere en professor der i Kåre umiddelbart er kvantespring foran Kaspar, der på sit værelse, Prinsens Værelse, må lægge øre til de seksuelle eskapader i Kronprinsens Værelse, hvor Kåre ligger og hamrer løse i en 25-årige studerende.
Her er vi inde ved noget centralt. Naturligvis har professoren lov til at tage sig for af retterne, der mere eller mindre frivilligt byder sig til. Men er det sådan en mand, Kaspar i virkeligheden ønsker at være. 
Kåre har 188.000 følgere på Instagram. Kaspar har 1168. Derfor kan Kåre godt tillade sig at sige:
Jeg har tit tænkt på, hvordan det er at kneppe en vandmand.
Af en eller anden grund bliver vores tanker ledt hen på Weise i Badehotellet. Måske fordi handlingen udspiller sig i Skagten med Ruths Hotel, Ålbæk, den tilsandede kirke, StokmilenMåske fordi vi oplever Kåres ustyrlige arrogance, der dækker over en abnorm indre usikkerhed. Og ensomhed. Kåre kan det hele. Har pengene, formatet, kvinderne, ordet i sin magt.
Og hvad giver det, når man alligevel er til at gennemskue. 
Kaspar finder ikke inspiration til sin nye roman, selv om forlaget presser gevaldigt og måske netop derfor. Han forsøger derimod af al magt at blive en del af eliten, hans mindreværdskomplekser blandt udelukkende akademikere fornægter sig ikke. Han søger det højere selskabs både samvær og anerkendelse, omend han - og læseren - kan mærke det er hult og til en vis grad direkte frastødende.
Der er mange gode intentioner og emner i Steins nye bog. Maskulinitet, homoseksualitet, angstanfald, klima, MeeToo, man kunne blive ved. Noget bliver fuldt ok til dørs, andet ved vi ikke lige, hvor vi skal hen med, og det er jo på en vis måde også det, en god bog kan. Bringe læseren et sted hen i dyb undren.
Bogen har et direkte sprog, og hvor er det urkomisk, at vi vekselvirker mellem lange, akademiske beretninger og imponerende udredninger og så Kåres indre trang til alt det basale og enkle.
Stein er også ok god til at krydre en direkte handling med små poetiske vendinger, der sammen med både humor og sarkasme gør bogen både sjov og lærerig at læse.