Flemming Østergaard
Det skal fandme være en god dag
256 sider
Politikens Forlag

Man kan ikke blive andet end rørt over at læse bogen. Det er velkendt, at Flemming Østergaard er blevet talerør for folk med demens og deres pårørende. Hans bog deler flittigt ud af den omsorg, man som partner har for det menneske, man har kendt i flere generationer, og den sorg og tomhed og ensomhed og kamp med systemet, som også er en del af prisen for langsomt men sikkert at miste..
Kærlighed har mange ansigter. Bogen er et vidnesbyrd på, hvad kærlighed er, og man ihukommer sig det gamle bibelske ord "kærlighed udholder alt".
Flemmings Inge kommer på plejehjem efter, at vi som læsere har været igennem hele registret med det opslidende arbejde med at passe hende og ordne det praktiske, som Flemming er ved at segne under.
Nogle gange må jeg dog tælle til 10 for ikke at miste besindelsen. At blive vækket så tit er benhårdt. Når man selv mærker, hvordan det nedbryde én både fysisk og psykisk, er det let at forstå at systematisk søvnberøvelse er en velkendt og effektiv torturmetode.
Det er en af yderlighederne i bogen.
En anden er, da Inge på plejehjemmet udbryder:
Nu skylder jeg vist en omgang bajere.
Det er alvorligt stof det her. Men Flemming Østergaard formår i bogen at levere netop de små drys af glimt og lykke, der til en vis grad også følger med demens, og som i en eller anden udstrækning kan holde toget på skinnerne for de pårørende.