Man kan undre sig over, at forlaget har valgt at kalde bogen for en roman. Er det en skjult hentydning til, at der er brygget lidt ekstra uden om de skinbarlige facts for at få bogen til at glide bedre ned. Måske. Måske ikke. Er sidstnævnte tilfældet, skulle bogen være kaldt den biografi, som den er.
En biografi, der naturligvis først og fremmest er noget for drengerøve, der gerne vil ud i marken og plaffe løs og lege SEAL.
Men sproget og elegancen i linjerne fortæller, at her er tale om en beskrivelse af et yderst elegant og begavet menneske, der ofte ydmygt har udført sin pligt og tjeneste overfor det amerikanske forsvar. 
Navy SEAL Chris Kyle er officielt, siges det, den mest dødbringende snigskytte i det amerikanske militærs historie. Han har skudt og dræbt mindst 160 fjender i perioden 1999 til 2009. American Sniper fortæller Chris Kyle om sine erfaringer på slagmarken i Irak, om træningen, om den nærmest uendelige ventetid mellem sammenstødene med fjenden, om drabene og om sine følelser, når kammeraterne blev såret eller dræbt. Og hans hustru, Taya, beretter om tilværelsen som den, der venter hjemme uden at vide, om hendes livs kærlighed nogensinde vender hjem igen.  

Bogen er naturligt nok en lang gang forsvar for Amerika. Det kunne næsten lyde som om, at Chris Kyle som SEALS er blevet hjernevasket til at forsvare alle i hele Amerika, og at én amerikaner død er én mand for meget. Og at alle potentielle fjender skal udryddes. Der er de gode og de onde, de cicile og barbarerne, de effektive vesterlændinge og de uduelige jundier med irakernes sindsyge kultur.
Man må håbe, at følelserne ikke koger over, når der er en bevægelse i sigtekornet på en Seals. . .

Bogen leverer et klart billede af, at hvis man fintuner sin præcision som f.eks. en præcisionsskytte, og har man overordnede, der tillidsfuldt sætter en på prøve, og får man på et tidspunkt muligheden for at prøve sin kunnen af, så er der mulighed for at fokusere så meget, at man bliver en absolut ener på sit felt. Og så er det ligegyldigt, om man er præcisionsskytte eller telefonsælger. Det er et godt budskab at bringe, selv om det nok ikke er sådan, det er tilsigtet.
Undervejs i bogen mærker man følelserne uden på tøjet hos Chris Kyle, som også efterlader sig spor ind i evigheden. Det ses allerede i forordet, hvor han takker et par af sine nu afdøde SEALS-kammerater, og at deres død vil plage Chris resten af livet.
Alting har sin pris.
Der er også meget gudsfrygtighed i bogen. Om det er en støtte, Kyle har fundet undervejs, mens han plaffede løs og for at retfærdiggøre det, som han kalder i bogen "drab". Pudsigt at missioner kaldes drab. Det sker indtil mange gange undervejs.
Sådanne pudsigheder er bogen fyldt med. Det gør den til tankevækkende læsning, hvor man mellem alle røverhistorierne fra Irak og brændpunkterne i verden får dyb indsigt i visse af de ting, som gør verden til et farligt sted -, hvor "redningsstyrker" som Navy Seals må rykke ud med finskytter for at forsvare det amerikanske flag.
At amerikanerne så også har sine enorme fejl, bl.a. ved at være til tider groft intolerante og selv sætter kimen til had rundt om på de jagtmarker, hvor de så sidenhen bliver sendt ud til, det hører vi klart nok ikke så meget om.
Bogen er velskrevet, og for yndere af genren, er der tale om en fin julegave.
Man får et fint indtryk af korpsånd og samtidig egoisme og småfedteri hos overordnede i militæret. Og vi får også den tanke, at verden er et noget usikkert sted med alle de fjender, der er på nakken af hinanden. De røde mod de hvide. De mørklødede mod de andre. Hvem trækker først. Hvis verden er den bedste.
Uden humor går det ikke for en virkelig soldat, og humor er bogen da også fyldt med:
"Om Gud vil, betyder i virkeligheden fandme om jeg gider".
Eller da Chris skulle uskadeliggøre og ransage et hus, kom en ældre mand til syne.
"Kom ind kom ind, sagde han. Her er ingen overhovedet".
Jeg tvivler på, at han havde været klar over, hvor tæt på sandheden det havde været, skriver Kyle i sin bog.
Bogen er meget populistisk lanceret med lidt vel overdimensionerede ord på omslaget. Men ok. Er man drengerøv, eller er man ikke. Er man frihedskæmper eller er man ikke. Er man en ægte, ydmyg SEALS med de enorme mængder af selvdiciplin, der skal til, så skinner det nok gennem indpakningen.
Chris Kyle lægger ikke fingrene imellem og kalder en spade for en spade og beretter, at det var det rene pis og papir at forsøge at bilde en verden ind, at amerikanerne midt under krigen lod de irakiske jundier uddanne. Det gør man ikke midt under en krig. Men æren for operationen for styrets fald fik de. "Det var et mirakel, der ikke gik mere lort i tingene, end der gjorde".
Sådan.