Udskriv

Livskunst for drengerøve af Lasse Schou Larsen

 

Lasse Schou Larsen
Livskunst for drengerøve
108 sider
Siesta

Det er en fed bog det her. Det er den fordi, den formår at danne bro mellem den mere actionprægede del af den maskuline verden, der bare kører derudaf, og så det, som rigtigt mange af os godt ved mangler i hverdagen: Træning i dybsindighed, træning i samtalen, roen med os selv og vore omgivelser, udforskning af vort indre.
En af dens store forcer er, at vi er så gode til mentalt IKKE at være til stede i det mest betydningsfulde øjeblik af dem alle: Nuet.
Det illustrerer Lasse Schou Larsen med historier fra sit eget liv om, hvordan han f.eks. tidligere ikke ænsede at nyde solen og varmen sydpå med gutterne, fordi han var i konstant planlægning om, at om aftenen skulle han drikke sig stiv her og der, og at han i sine yngre år havde travlt med sine lange bade i karret - ikke for at nyde dem men for at planlægge de kommende dage, uger og bekymringer . . .
Historier og eksempler som vi alle kender, og derfor bliver bogen så nærværende.
Den er skrevet i et lunt og lækkert sprog, og Lasse Schou kommer rundt om, hvordan man som ung og fremadstormende kommer rundt om en masse af dagens mere trendy begreber: Åndelighed, chakrer, meditation, bevidst skabelse, selvtillid, nærvær.
Vi læste den i toget på vejen fra Vejle til Århus - og fik en bedre start på dagen end dagen i forvejen. Det siger lidt om dens effekt.
Det var ikke det hele, vi fik med os. Men det gør heller ikke noget. Med dens øvelser, tanker og konkrete budskaber kan den bruges som en opslagsbog, lidt daglige vitaminer.
Velkommen alle landets drengerøve til at læse med ved højbordet - og få det lidt bedre med dig selv.