Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Lost Highway af Søren G. Mosdal

 

 

Hank Wiliams sidste minutter

Søren Glosimodt Mosdal
Lost Highway
67 sider
Farhenheit

Lost Highway er en fornem fortælling om et menneske, der var en stor country-stjerne dengang i 1950erne, og som idag mere end et halvt århundrede senere er en legende. Historien handler om de sidste timer i Hank Wiliams liv. Hank var et af de mennesker, der levede ufatteligt stærkt, døde ufatteligt ung, og som har efterladt et ufattelig smukt eftermæle i form af musik, der stadig bearbejdes på - ikke mindst i form af nye musikalske veje fra nye kunstnere.
Myten lever i bedste velgående og streges på mest levende og flotteste vis i form af en tegneserie over temaet - vilje, satsning, storhed og fald. Hank Wiliams havde det svært, hvilket understreges af stregens ofte dystre toner, uvejr, cigaretter og jokeragtige tandsmil i rigtig mange af tegningerne. I den modsatte ende er der mange sjove episoder, hvor man må trække på smilebåndet både af melankoli og af hans sammensatte personlighed. Den understreges finurligt af de mange figurer, han møder undervejs på de 65 sider, som hver især har haft en betydning for ham i hans sammensatte liv.
Man kommer hurtigt igennem bogen, det gør bestemt ikke noget, for man begynder bare forfra og får nogle nye niveauer med. Tegningerne er rene og fine og helstøbte bogen igennem, nøjagtigt lige så helstøbt og rund, som man må formode, at den sidste biltur med Hank Wiliams på vej til en stor koncert, var. Man kommer til at opleve en del undervejs, både i form af cowboy-obligatoriske slagsmål og elementernes rasen. Med tegneserien i hånden reflekterer man over, hvor mange enkeltbilleder, tilværelsen består af, og hvor basic, den egentlig er, når alt kommer til alt. Sådanne ting er sidegevinster i tegneserien her, men det er noget af det, der bærer tegneseriers værdi.
Denne sidste køretur, som tegneserien her handler om, er naturligvis blevet en mytologisk fortælling velpoleret gennem årene, og det er en af årsagerne til, at tegneserien her udkommer. Det er et fremragende forsøg på at bidrage til den form for biografisk lekture, som tegneserie-forlag de senere år har sendt på markedet.
Historien er god og oplagt, der arbejdes med såvel naturens elementær som gode, gedigne slagsmål som ledsagere på Hanks sidste rejse, og det er som, man med en tegneserie som denne får flere still-billeder ind på nethinden og opdager, at et liv blot er en sammensætning af enkelt-elementer, og at det består af elementer, der . . . . er ganske enkle.
Meget mere er der ikke at sige om denne meget velkomponerede og dokumentaristiske bog, som på et par sider bagi indeholder Klaus Lynggaards beretning om legendens Hank Wiliams store plads i musikhistorien.

Sæt Hank Wiliams´ musik på afspilleren, op med benene og åbn for tegneserien her. Så er der lagt op til nogle hyggelige timer.