Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Med lyset skal ondt fordrives af Dan Toft

Dan Toft
Med lyset skal ondt fordrives
96 sider
Forlaget Cadeau

Der er noget gennemført urkaft, noget magisk, noget storsletteagtigt og arketypisk over denne bemærkelsesværdige debut.
Anders Fisker bliver konfronteret med døden på en af de barske måder, nemlig ved at hans tre sønner dør fra ham en stormfuld og iskold januarmorgen. Hvad vælger han så? Der er feber, vildelse, koldbrand, natpotte, troldom, koglespil og magi involveret i denne fortættede og dejlige bog -, og så et enkelt ord som ikke hører den tid til; nemlig ordet psykosomatisk. Det passer ikke ind i sammenhængen, men sådan er der så meget. Vi er i nærhed, vi er nede på jorden, midt i naturens rasen og elementernes skalten med menneskeliv og stolthed. Hvem vil erkende, at man er syg, når man er en stout og stolt mand. Nej vel, så hellere lide, så konen kommer og finder en skrigende på køkkengulvet, så naboerne må få ham fragtet til doktormanden.
Vi befnder os på den danske ø, Rigø, hvor vi følger samfundet og de menneskelige skæbner, forsynet har tildelt den med.
Romanen ligner ikke andre, der er udgivet i lang tid. Det er som om, den bare lige pludselig befinder sig dér, midt i øhavet fyldt med andre bøger, har sin egen handling og taler helt sit eget sprog fra en tid, hvor man heder Peder og Maren, hvor fire hævngerrige mænd nærmer sig en kirkegårdsmur, og hvor det skumombruste vand omkranser øen og de historier, der udspiller sig og fletter sig ind i hverandre. Sproget er super, lige til tiden, og lige til at forstå. Han "tabte pennen, og livet lukkede sig om ham", hedder det, når vi følger et menneske på vej mod døden.
Sådan leger Dan Toft med ordene, ja han leger ikke engang, han beskriver livet og døden, storheden og vindens rasen og havets rusken - i de mennesker og den tilværelse, der nu er forundt i den del af verden, som de fleste af os ikke kender så meget til. En øverden beskrevet med bid og natpotte og et hjerte fyldt med savn og minder.
Den debut kan Dan Toft godt være stolt af.