Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Midt i Livet af Allan Olsen

Allan Olsen
Midt i Livet
330 sider
Peoples Press

Det her er simpelthen en fed bog. Vi sidder nærmest og lytter til, ikke læser, men lytter til en storyteller, der bare kan det der med at flette sin historie sammen med anekdoter på kryds og tværs, så sproget flyver kontant, kompakt, let skeptisk og konstant flydende fra en mand, der har sproget meget tæt inde på kroppen. I bogstavelig forstand kommer vi mange steder rundt om i verden, nemlig der hvor Allan har været, og på sin lune, humoristiske og naturlige facon fortæller han løs om alt mellem himmel og jord: Vin, kvinder og en lille middagslur: Det er bare Italien. Så snakker vi om boksning og Joe Louis, så er vi en tur i kunstens verden, så er vi i Afrika, så er vi i Barcelona, London og Paris. Den spændstige skuespiller med den karektaristiske stemme har tilsyneladende så mange kamre i sit hjerte, som han skal øse ud af, og det gør han så godt, at man må gribes af hans erindringer, der går fra 1993, hvor han stoppede med at drikke, og frem til idag.

Vi garanterer, at det ikke er kedelig læsning. Vi spæner afsted, er snart det ene sted, snart det andet, og Allan har holdninger til, hvad det er, der gør det så skønt at være på farten. Måske er det her en personlig rejsebeskrivelse. Man må sige, at Allan da også har en personlig, indre rejse at forholde sig til. En dæmon der var ved at opsluge ham tilbage i halvfemserne, men som nu altså ser ud til at være opløst og erstattet af en nysgerrighed og parathed til at dele undersøgelserne med os læsere.

Det er godt gået. Og man må sige, at etikken og den personlige holdning bestemt er mere end til stede og lyser ud af alle siderne. F.eks. er Allan meget bevidst om, at de fleste er alene i perioder i deres liv -, og at de færreste har et menneske at holde i hånden, når de dør.

Wow. En bog der gør indtryk.