Udskriv

Om døden af Jørgen L. Thomsen

Jørgen L. Thomsen
Om døden
340 sider
FADLs Forlag

Der er ikke mange nuancer omkring døden og mange tanker og perspektiver ved livets endelige udgang, der ikke berøres i denne meget velskrevne og fyldige bog. På mange måder er døden et tabubelagt område, mørkelagt, selv om det i mange kulturer bliver fejret som en epoke, der er slut på jorden, og nu skal man bare videre.


I vores del af verden anser vi døden som en afslutning på noget, og derfor skal den som oftest udsættes så længe som muligt. Bl.a. fordi vi, som det hedder i bogen, med vores død vil gøre de pårørende og venner ondt, der vil blive sat punktum for alle ens planer og forehavender, at dødsprocessen måske bliver pinefuld, at man ikke længere vil kunne opleve noget, ikke længere vil kunne sørge for noget, at man er bange osv. Kort sagt, man fokuserer meget egoistisk og snævert på de behov, man nu har vænnet sig til gennem livet at få opfyldt. Og har det svært ved at indse, at døden kommer ubelejligt, og at man denne, måske for første og eneste gang, ikke kan få sin vilje.


Bogen beskriver en lang række af de processer, man kan vælge at gennemgå for at få det lettere med sin indstilling til døden.  Psykologien i dødens terminologi bliver beskrevet i lange og flotte kapitler, ligesom kloge og humoristiske ord ledsages af velmenende og saglige beskrivelser af en bedemands arbejde, et hav af praktiske oplysninger, en retsmediciners hverdag, ligsyn og dødsattest, obduktioner, arv og testamenter og et hav af andre nyttige oplysninger. Altsammen meget velordnet i kapitler med gode illustrationer af døde i plasticposer, smukke hænder, gran på kirkegården, små cases og udsagn fra døende og forældre, der har mistet et barn. Altsammen noget der får os til at få et lidt mere naturligt og ærbart forhold til døden. Ja, måske betragte den som en del af livet.

Bogen er skrevet i et let-læseligt sprog det tunge emne til trods og til trods for, at den også beskæftiger sig med den filosofiske og religiøse indgang til emnet.

Et fint værk. Både til at læse igennem på én gang og at bruge som opslagsværk.