Den store leder og jagerpiloten Udskriv

 

Blaine Harden
Den store leder og jagerpiloten
247 sider
Informations Forlag

En ganske enkelt drønspændende bog. Var man ikke klog på Nordkoreas historie og i det hele taget tilblivelsen af Korea og den brutale deling på 38. breddegrad, så bliver man det her. Bogen har så at sige en dobbeltrolle. Dels fortæller den yderst faktuelt om, hvordan og hvorfor det lukkede land blev så lukket, hvilke spændinger i regionen, der førte til ændringer i historien. Dels beretter den om, hvordan den unge nordkoreaner, No Kum Suk, tog en drastisk beslutning om i et sovjetisk Mig-15-jagerfly at flygte til Sydkorea.
Bogen zig-zagger mellem på den ene side Nordkoreas hersker, Kim II Sung og på den anden side No Kum Suk, der for at komme væk fra sit land måtte spille glødende kommunist for så i en dristig og politisk manøvre flygtede til arvefjenden.
Forfatteren fortæller fantastisk og levende om den kolde krigs første år og Nordkeras grundlæggelse . Om luftslag, om Stalins død, om hidsige generaler og Kinas hær, der reddede Nordkorea.  Og der er ikke sparet på kildematerialet; her er materiale fra både Kina, Sovjet og USA.
Bogen er fint illustreret med sjove og sigende billeder dels af No Kum Sak umiddelbart efter sin landing i 1953 i Sydkorea, fra hans langt senere bryllup og til det mest aktuelle, et billede fra han nuværende hjem i Florida.
Bogen tjener som fint eksempel på, hvorledes afmægtighed, dristighed og mod kan gøre op med omgivelser, man ikke trives med, og hvorledes man som menneske kan føle sig nødsaget til at gøre op med fædrelandet, såvel i åndelig og symbolsk som praktisk forstand, og søge mod den frihed, man mener venter en på den anden side.
Det kan være i ægteskaber, det kan være under snærende bånd. Det kan være i et oprør.
Soldaten No Kum Suk var et af de individer, der for nu mere end et halvt århundrede siden viste, at der ER et vej ud af snærende bånd, og han har givetvis været med til at forme mange andre skæbner med sit eksempel.
En bog man mister pusten af.