Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Skinnet bedrager af Gianrico Carofiglio


Gianrico Carofiglio
Skinnet bedrager
379 sider
Hr. Ferdinand

 

Det her er en krimi, men på en eller anden løjerlig måde er det svært at komme til sagen. Og det er ment positivt.

Man lever og ånder i Italien, efterhånden som handlingen skrider frem. Vi får det langsomme tempo ind under huden, og mens vi er ved hud, får vi nogle gode grin undervejs, når hovedpersonen tager fat på at beskrive omgivelser, steder og ikke mindst personer - hvad med denne:
Consuelo er et adoptivbarn og kommer fra Peru. Hendes ansigtshud er mørk, og kinderne kan ved første øjekast give et indtryk af at være lidt oppustede som hos en hamster.

Værsgo - ingen smalle steder. Den slags får vi rige smagsprøver på, idet forfatteren lader sin opdager Guido Guerrieri slentre sådan lidt småsnakkende, småfilosoferende og temmelig sarkastisk gennem livet. Sådan lidt nonchalant stil - - - , hvilket resulterer i nogle andre humoristiske udtalelser fra folk, han møder på sin vej. F.eks. chaufføren, der bringer ham hen til retten. Chaufføren påstår, han har en masse bøger liggende, fordi han læser i dem imellem sine ture og har opdaget litteraturens verden på et kursus, han var på for at holde op med sin stammen. Så vender han lige det hele på hovedet og tænker på, om han skulle være blevet stammer for at opdage bøgerne verden. . .

Der er humor på drengen over Skindet Bedrager, der gang på gang griber os midt i en alvorstung scene at få mavekrampe af latter eller i det mindste at trække på smilebåndet over den sindighed, Guido bevæger sig og således får tid til at tænke sådan lidt mindre end drevent over tingene. Og lige pludselig får vi oprullet en lang række af barndommens minder fra Pippi Langstrømpe til Ivanhoe, fra duften af candy-floss til Fiat 124, fra foccasiabrød til Lego.

I bund og grund er Skinnet Bedrager en krimi, men det er svært ikke også at betegne den som en underholdningsroman. Med meget fine skildringer af livet i Italien, og så bliver vi naturligvis vidne til Guidos italienske temperament på det indre plan:

Der er ikke meget, der er mere irriterende end et røvhul, som afbryder forbindelsen, efter at det er lykkedes ham at true én, uden at man har muligheden for at give igen eller bare fornærme ham.