Udskriv

Syndflodens år af Margaret Atwood

Margaret Atwood
Syndflodens år
496 sider
Lindhardt og Ringhof

Der er sådan en gang alle-mod-alle over denne store bog, hvor vi direkte og indirekte får anskueliggjort konsekvenserne, hvis vi ikke bliver bedre til at passe på vor jord. I den absolut helt rigtige timing, tilfældigt ganske vist, efter katastrofen i Japan, bliver læseren kastet ud i fortællingen om ragnarok på jord, hvor næsten alt menneskeligt liv udryddes, og hvor man står på kanten af en universel undergang.

Der er dommedag over romanen, hvis opbygning på en altudslettende pandemi sætter nogle af de tanker i relief, man som almindelig borger i verden og læser går og gør sig lejlighedsvis: Det her kan da ikke blive ved.

Den berømte forfatter, der fortsætter sit metier fra Oryx og Crake, lader fantasien rulle, og det er tydeligt, at dommedagen med henvisninger til mange bibelsteder i Det Gamle Testamente - optager Margaret Atwood så ganske; det har i hvert fald krævet rigtig meget reseach og fordybelse på indre niveauer at frembringe så præcise billeder af, hvorledes naturen i sin vælde og kraft er mere, end vi kan klare.

Romanen foregår i år 25, hvilket i sig selv er tankevækkende, man kan næsten fristes til at sige: Intet nyt under solen. Der er nemlig overordentligt mange paralleller til vore dages samfund, der på den ene side går op i perfektionisme, plasticoperationer, wellness og det at have sit på det tørre gennem polerede overflader. Og så til den anden side af samfundet, der er gennemknusende angrebet af vold og lovløshed.

Og endelig er der sekten Guds Gartnere, der overlever syndflod og ragnarolk på tage.

Så tager handlingen fart, og spændende er det at se, hvad der sker i de nære relationer og skabninger imellem, når vi bevæger os mod den totale udsllettelse.

Margaret Atwood har virkelig stået på hovedet i fantasiens værktøjskasse -, eller også er det hele bare kommet indefra. Svært at vide. Men morsom, grotesk, sort og galgenhumoristisk er nogle af de verdener, der fylder i Syndflodens År, der ligger i græselandet mellem fremtidsvision og science fiction.

Der er rigtig mange, spændende skildringer af typer, som hver især giver deres bidrag til, at romanens kulsorte iver bliver holdt oppe. Det er meget dygtigt lavet.

Det er det også i beskrivelsen af de, der udnytter verden og forbruger og misbruger den - og så alle dem, det går ud over. Der er egentlig ikke så meget at tænke over. Vi kan jo med nogle flå blikke udadtil konstatere, hvordan vesten bruger den billige arbejdskraft østpå til den totale iscenesættelse af en forbrugercivilisation, der helt sikkert om få år vil få ganske uoverskuelige konsekvenster for menneskeheden. En udrensning er i sigte. Kig blot på avisernes forsider hver eneste dag.

Et glimrende indlæg i debatten om overflod, som de fleste af os ikke vil undsiges, når det kommer til stykket, og måske rammer tegnebogen mere end godt er. Men romanen giver mening, og det, der gør den virkeligt spændende er genkendeligheden og referencerne til den betændte byld, som vi nogle gange kan fornemme, verden er blevet.