Thorkild Hansen af Kurt L. Frederiksen

Udkommer på mandag den 24. september

Kurt L. Frederiksen
Thorkild Hansen
326 sider
Sohn

En meget læseværdig og interessant bog om fænomenet Thorkild Hansen, der i sin tid oplevede både hæder og spot. Thorkild Hansen skrev dramadokumentaristisk uden hensyn til den litterære tradition og ånd, der herskede på de tider. Den stil har Kurt Frederiksen formået at finde ud fra ønsket om, at målet - en klokkeklar beskrivelse af Thorkild Hansens liv og levned - helliger midlet: En lidt pudsig, finurlig og nuanceret stil og sprogsammensætning, der indeholder alle aspekter; lige fra dramaet om Thorkilds liv og til analysen af, hvad der skete for læsere og kritikere på de tider og til direkte eksistentielle spots på den store forfatter, omend forfatteren forfalder til at bruge lidt for populistiske ord som "han var en succes". Lad os selv dømme.
Det pudsige i sproget støder vi således også på allerede i indledningen, der som nogle af Thorkild Hansens bedrifter nævner, at "han boede på nordspidsen af Samsø, om vinteren boede han i Provence med udsigt til Middelhavet, han interviewede dronningen vandt litterære priser og . . . ". Sjovt sammenfald af bedrifter. Vi vil nu nok mene, det er større at modtage litterære priser end at interviewe dronningen, som måske ganske vist ikke så mange gjorde dengang, men alligevel.
Begejstringen er også kogt over for forfatter og redaktør på side 210, hvor der om salget blot står "anmeldelserne var ovenud, også i Norge . . . ". Det er ligesom om, at der mangler et ord.
Igen måske lidt for meget fart på i iveren efter at nå videre og ind til sagens kerne, præsentationen af mennesket Thorkild Hansen.
Og DET er lykkedes. I allerhøjeste grad.
Vi får et billede af den Thorkild Hansen, vi kender fra medierne og en gennemgang af hans mange krumspring for at leve og overleve kunstnerisk og eksistentielt. Også får vi alle de mindre flatterende, MEGET mindre flatterende gloser om en kunstner i produktion, der skrev sit hjerte ud, sammenlignet med Beethoven og Peter van Scholten og mistænkt for manipulation overfor sin omverden, hvor vi så idag synes at kunne være taknemmelige for den specielle del af bekendelseslitteraturen, som Thorkild Hansen var foregangsmand for. Det får forfatteren meget fint frem, og bogen vil således være guf for Thorkild Hansen-fans men også for de, der måtte være interesserede i at høre mere om, hvordan det er at være menneske, når man udmærket er klar over, at man har en lang række grumme sider.
The inner demons kalder amerikanerne det vist.
Bogen er yderst spændende med dens samtidsbeskrivelser og er også et ømt portræt af en mand, der havde det svært med at være i sin samtid, måske altid, men dér, hvor vi alle kunne se det, var naturligvis efter de grumme historier om Knut Hamsun.
Vi får et rigtig godt indblik i Thorkild Hansens privatliv, der på den mest offentlige vis flød sammen med hans evne til at skrive og sætte sig selv i scene for at få de menneskelige værdier udtrykt.
Vi har registreret andre pudsige iagttagelser som, at der jo skete mange andre ting på Thorkild Hansens tid, bl.a. vandt nogle over andre i fodbold, og Anker Jørgensen havde problemer med sin regering. Lidt ligegyldige bemærkninger. Men de giver stof til et træk på smilebåndet. For samlet kan man ved første øjekast se, at her er en biografi, der skal tages seriøst. Og totalt set giver disse sprogblomster og pudsigheder netop det, der skal til for at sætte den gamle, hæderkronede og udskældte Thorkild Hansen i relief.
"Et lille hus ved Furesøens bred, med familie, gæld og job".
En anden pudsig ordsammensætning, som forfatteren her har indfanget og iøvrigt er god til. Det er små perler i en biografi, der er en af årets bedste hidtil.