Udskriv

Titanic ændrede hendes liv af Gitte Olesen

 

 Gitte Olesen
Titanic ændrede hendes liv
174 sider
Mellemgaard

En smuk lille bog med et smukt stort budskab: Find din vej gennem livet trods de forfærdelige ting, du kan blive udsat for.
Den 15. april 2012 blev Nielsine revet væk fra den vej, hun havde udset sig som drømmen i livet, længslen efter USA og sammen med sin kæreste Jens Peter finde lykken i det fremmede: Titanic forliser.
Hun må derefter følge sin skæbne, taget livet i egne hænder endnu en gang. Hvad det går ud på, skal ikke afsløres her. Det er jordnært, det er godt. Og det gør bogen god.
Mange, mange hundrede menneskers drøm brister i en af havets største tragedier. Heriblandt den unge Nielsine, som hendes oldebarn, Gitte Olesen, nu her så mange år efter har skrevet en sandfærdig roman om.
Bogen er velskrevet, tæt, mættende - og følelsesladet. Det sidste er det vígtigste. For hun har læseren i sin hånd, og vi kan naturligvis ikke undgå at opleve filmens Titanic, mens vi tumler rundt i den synkende skude - og sammenligne med også dennes film to elskende.
Gitte Olesen vil dog videre gennem forløbet på sin egen måde; for hun har en anden historie at fortælle.
Det gør hun godt.
Det er altid noget familiært, lækkert og inspirerende over, at et medlem af familien skriver om et drama i familiens forhistorie. Alene det giver bogen her værdi. Et smukt omslag og nogle gode fliptekster gør sit til, at bogen fremstår som rund og mættende samtidigt med, at sproget forbliver på banen, hvor det hører hjemme. Man kunne måske ønske sig, at det var lidt mere syngende. Men det er et spørgsmål om stil. Alt i alt. Et værdigt minde netop her omkring den 15. april, hvor tragedien indtraf for nøjagtigt 100 år siden.