Tre Hundes Nat af Elisebeth Egholm

Elisebeth Egholm
Tre Hundes Nat
336 sider
Politikens Forlag

Med en absolut stilsikker pen, med en gennemført og meningsfyldt handling og en for en århusiansk anmelder naturligvis meget vedkommende geografiske noter i Århus og på Djursland bevæger Egholm sig atter ud i en krimiverden, der har omdrejningspunktet i familien Dicte Svendsen, hvor nøglerne dog denne gang er videregivet til sønnen, Peter Boutrup, der som bortadopteret hidtil har været en smertefuld byld inden i Dicte selv. En veldrejet, psykologisk pointe. Efter nogle år i fængsel kommer Peter selv i sin nu primitive tilværelse meget tæt på et drab på en af de få venner, han holder fast i. Fortiden bliver inddraget i forsøget på at opklare forbrydelsen, idet også naboen kommer på banen ved det, at hun tidligere har mistet mand og barn ved en mærkværdig ulykke . . . .
Uhyggen bredet sig, og oplægget virker troværdigt, og det gør hele scenariet og personbeskrivelsen også.
Flot.

Der er lys og luft i Egholms roman, som er overordentlig spændende. Det virker ved, at scerariet er menneskeligt til det atypisk absurde. I tidligere romaner ved, at Dicte Svendsen nu var den, hun var, en journalist med problemer i de nære relationer og no wonder, at sønnen så også får problemer, havner i et fængsel, nu håber at han kan starte på en frisk. Men men men . . . . fortiden er en del af et menneske, og det er en af de store lærer i bogen her. Der i og for sig kan læses på det plan med en frisk krimi som skelet og kulisse.

Hvad med dette, det er da lige til at forstå for os alle, der lejligheds kæmper med drømmen om, hvordan vi burde være, og så realiteterne, som de er:

"Peter rakte ud og tændte for radioen. Thomas Helmig strømmede ud af højttalerne med Stupid Man. Han følte, sangen handlede om ham selv. Han var dum. Han var dum, at han havde troet, han kunne lægge fortiden bag sig. Han var dum, at han kunne drømme om et normalt liv, når tråde i ham hang fast i alt det gamle som en trævlet sweater, der sad i klemme i en dør".

Sådan.

Sideløbende med Peter og naboens søgen efter sandheden omkring dødsfaldene, såvel i nutid som i fortid, kommer politiet på banen, og her kommer det også frem, at fortiden har sin evne til at kaste lange skygger frem, også selv om man er lovens lange arm og opklaringsarbejdets edsvorne.

Der er rigtig god rytmik i sproget, og gode skift mellem delplots, og for at det ikke skal være løgn, skal vi også midt i det hele på eventyr efter en gammel skat i Kattegat. Hvor kommer det nu fra. Elsebeth Egholm har sans for at beskrive, at det nu en gang forholder sig sådan, at virkeligheden overgår fantasien. Man tror det ikke, mens man læser bogen her, men en skønne dag vil vi naturligvis se en forbrydelse, der overstiger enhver krimi-forfatters plot.

Elsebeth Egholm lader som i det virkelige liv bipersoner komme og gå, og som i det virkelige liv har de en vis betydning for udviklingen i scenariet, så man aldrig rigtig ved, om de er i centrum eller lidt uden for.

Der er med andre ord noget at reflektere over, og der er også smæk for skillingen i en slags debut for Egholm, der har fortjent at komme godt fra start med sin Dicte-søn fra Grenå som en repræsentant for de parallelsamfund, der også er en vigtig del af bogen her.