Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Vi er her endnu af Linda Jakobsen

 Vi Er Her Endnu

Linda Jakobsen
Vi er her endnu
227 sider
Nyt Nordisk Forlag

En bog der bevæger følelserne i en grad så man bliver gladere for livet. Vi bliver mindet om, at hvert minut, hvert sekund tæller, og at skal man sige farvel til sine kære, kan det efterlade et tomrum så afsindigt og en smerte så afgrundsdyb, at man aldrig helt bliver den samme.
Hvad man så heller ikke skal, finder man ud af efter at have læst om de mange skæbner, der på forskellig vis står alene tilbage efter tabet af sin store kærlighed.
Bogen fremstår som lykkelæsning og følelsesforløsende, idet den koncentrerer sig meget lidt om det praktiske i, at hverdagen skal fungere, og at man skal videre, men dykker i de små bitte detaljer ned i hver enkelt følelse - også de forbudte. F.eks. følelsen af, at nu tager barnet pladsen fra en, som man ellers helle ville bruge til at sørge over tabet af medforældren.
Man bliver et mere rummeligt menneske af at læse bogen. Får indsigt i menneskeliv, som vi møder i Brugsen og på landevejen og tænker: Hvilken skæbne har dette menneske været udsat for, hvad har han/hun mon mistet.

Der fortælles i bogen om tabet af en af de vigtigste personer i ens liv og af familiedrømmen. Om sorgen over at miste sin elskede og at skulle håndtere såvel sin egen som sine børns sorg. Om savnet af den døde og kærligheden til en ny partner. Om håbet om at livet stadig er godt, og at lykken er mulig.
Fantastisk og rørstrømsk litteratur. Den går langt, langt under huden og kan læses igen og igen.
Der er også meget dybe, psykologiske betragtninger fra de enkelte som, at angsten for at miste nogen, skaber afstand til dem, og også mere samfundsmæssige betragtninger som, at den måde, vi har indrettet vores samfund på, kan være med til at forsinke plejen og bearbejdelsen af sorgen.

Forfatteren mistede selv sin mand i 2009, og det er hendes håb, at bogen vil kunne støtte og bringe lys til alle, der sørger, eller kender en, der har mistet en elsket.