Violas Barn af Kathrine Assels

Kathrine Assels
Violas Barn
128 sider
Lindhardt og Ringhof

Måske er vi kommet så langt, at vi over rødvinen og bænket ved selskabelige lejligheder og i diskussionsklubber tør tage hul på diskussionen om, hvad vi stiller op med et barn, der muligvis har et kæmpe handicap, Downs Syndrom. Er det så de ægte moderfølelser, der slår igennem og vælger barnet, eller er det nogle andre følelser og håbet og længslen om en dag at blive mor til et helt rask barn.

Der er rørende og meget fine passager i bogen, når forfatteren lader den lille dreng komme til orde. "Det er som om, han godt selv har vidst, at der var noget galt, den lille dreng. Som om han har forsøgt ikke at gøre for meget væsen af sig selv. Hele tiden sørget for at være så lille og ubetydelig og anonym som muligt".

Det giver bogen en enorm berettigelse, at det lykkes for forfatteren at få følelserne frem i læseren og med stor stilistisk sikkerhed lader sætning efter sætning afdække, hvor stor en indflydelse et sådant skisma og den usikkerhed, usikkerheden tilvejebringer, har på et parforhold og på rigtigt og forkert.

For hvornår er et barn rigtigt. Hvornår er det forkert. Er det forkert, at forældrene ikke kan bære at få et forkert barn. Er det så forældrene, der er handicappede, og sådan kunne man blive ved i en uendelighed.

Det vil for enhver, der læser denne bog, blive rusket godt op i i såvel fordomme som holdninger. Man imponeres af, at historien er kommet til at fylde nøjagtig de antal sider, den er berettiget til. Sproget er rundt, historien er rund og afsluttet, ligesom også hovedpersonens overvejelser og slutninger når at falde rundt ned sammen med forfatterens sidste ord.

Vi andre har knap så nemt ved at få afsluttet tankerækken om, hvad vi ville gøre. Og det er vist heller ikke meningen. Der skal være plads til forandring.