Omtale: 

Det er altså super med sådan en stribe thrillere og krimer, som forlaget Jentas lancerer løbende og særligt denne stak her imod det mørke efterår. Thrillere og krimier kunne have en tendens til at ligne hinanden. Men der er kæmpeforskel, når man nærlæser, og naturligvis hvis man er ynder af genren. Nogle er skrevet i jeg-form, nogle i 3. person, nogle har humoren med sig, nogle er mere tørre, nogle en blanding. Vi har ikke læst alt fra forlaget Jentas denne gang, men hurtige nedslag i de enkelte romaner fortæller, at der er tale om kvalitet i genren, høj kvalitet, og det gør godt og tricker ens indre behov for den
spænding og det drama, der følger med tilværelsen.

  

 

 

Forfatten har en enestående evne til at  dykke ned i menneskehedens mørke hjerte. Det her er en nervepirrende roman om de monstre, der lever iblandt os og udforsker et væld af livsændrende traumer og tab. Hemmeligheder og løgne er bundet sammen af en underliggende seriemorder-præmis. Samtidig med at en dysfunktionel familie og dens væremåde får en til at sidde ude på kanten af stolen. Det er en lækker lilleby-thriller, mørk og spændende med masser af dobbelte tidslinjer, så man kommer i hvert fald ikke til at kede sig undervejs. På noget tidspunkt.  Bogen er dyb og velskrevet of fyldt med direkte chokerende drejninger. Karakternes fejl er i fokus, og vi får at mærke, hvordan forræderi i skjulte dagsordener infiltrerer mennesker, som bliver skadede for livet. En imponerende story.

 

Historien fortæller, at det hele begyndte på Amager. Cykelsportens vugge. Erik Clausen var stolt over københavnerøens ry fra de tohjulede. Og blev smaskfornærmet over indigneret over, at det langsomt bredte sig landet over.
Sådan går det jo.
Nu har gavflaben Brian Holm sammen med Jonas Nyrup været ved tasterne.  "Rundkreds, larm, røg, lortemusik, jeg ville kunne tage min dødsom med knejsende nakke. Han var alene, det lignede game over", "Eddy var cool nok", "Det var ren Gasolin, solen skinned´på Alberts kasket, og livet var bare så let".
Vi kan HØRE Brian fortælle os det. Svinge om sig med en bramfri gloser. Bogen er skrevet som taget ud af hans stemme, som vi kender, måske lige lovlig meget, fra Aftenshowet.
Vi kommer godt under huden på Brian Holm, der, som det da også hedder på omslaget, fortæller hele livshistorien med sin velkendte ligefremme sæson og tørre humor. Der er masser røverhistorier fra landevejen, og vi kan skrive under på, at det vitterligt passer.
Det er en hyldest til barndommens Amager, men bogen er søreme da også en hyldest til livet, både set fra en cykel men også fra et perspektiv om, at bevægelighed udgør livet.
Og boen er en stor bevægelse, såvel verbalt som følelsesmæssigt.
Helt vild god bog der indkredser, hvad der med Brians egne ord er fedt og befriende, og at jetsettet er overfladisk selskab.
Råt og usødet, ærligt og kærligt på den måde, at bogen som sådan er et mønstereksemplar i at sige tingene ligeud.

 

Det er stærke sager, vi bliver vidne til undervejs. Det universelle vingesus rejser sig, når vi læser om Gloria Ray Karlsmarks livshistorie om at være en farvet person i Arkansas. Hun bliver en af de første farvede personer, som optages på en skole, der hidtil kun har været åben for hvide. Hvad betyder det for hende, hendes miljø og venner. Regeringen har godt nok besluttet, at raceadskillelse strider mod den amerikanske forfatning. Men viljen blandt befolkningen og eleverne på skolen vil det noget andet, og den konflikt er så betændt, så man som læser nærmest sidder på kanten af stolen. Og som i en thriller oplever vi dødstrusler, demonstrationer udenfor skolen, hvide børns spyt på bilerne, fysisk vold, indkaldelse af nationalgarden, konflikt mellem regering og føderal stat, afskedigelser af moderen og meget mere. En ensom konflikt i en verden, som står i brand. Absolut læseværdig.

 

Den store sangstjerne skriver godt. Og så alligevel ikke. 
Bogen er utroligt tæt-skreven, og det hele foregår i mig-mig-mig-stil.
Jeg oplevede ditten, og jeg oplevede datten,
Ingen tvivl om at den bliver en sællert for inkarnerede Dorte-fans, der har fulgt hende og hendes supergode musik gennem årene. Og er nysgerrig efter, hvad der drev hende, og hvilke oplevelser der ligger til grund for  

hendes kompositioner.
Og tilhører man generationen, og ikke mindst inderkredsen, der var med i de glade musikmiljø i Århus og Købehavner-dagene, da meget sprang ud, og huse blev til kollektiver for en slik, ja så er der guld at hente.
Nu kan hun så, fortæller hun, se Glyptotektes kuppel og Tivolis tårn. Der er så meget by derude. Stilladser, togstammer og kraner.
Velstillet er man, og har gjort det godt.
Angsten for at få et par på lampen fra en mand fylder også i hende efter reflektorisk indsigt til den dag i 1921, da mænds ret til fysisk afstraffelser over for deres koner blev afskaffet.
Historie har vi også med i bogen og en erkendelse af, at hun med en af sine første kærester, Jakob, var temmeligt sætre. Her boede de så i Avedøre Stationsby, der havde 6.000 indbyggere og en hel masse beton, der var sænket ned midt på en mark. 
Vi får en grundig indførelse i, hvad en sang er, en kort form der skal kunne stå på et A4-ark. Sådan. Og kommer også ind på salmedigtningen og får en fin indføring i konsekvenser og habits i det kommercielle musikmiljø og en afstikker til sangerindens rod ved villaen ved Como-søen.
Alt det og meget mere - forstyrrelser i karrieren i og efter corona-tiden f.eks. - får vi for pengene, og det er skam også fint og mere end rigeligt.
Vi kunne så ikke få øje på et eneste citat fra andre i bogen. Det kunne vi godt have brugt. Som brud på en enorm lang enetale om ganske vist ok interessante ting. Lige nu sidder vi tilbage med en fornemmelse af, at godt nok har Anne Dorte Michelsen meget på hjerte, men er bogen skrevet for hende selv eller for læseren? Det kunne have været et terapeutisk værk, og det er det måske også. 

 

 

Med alderen svækkes man, og så er det på tide at gøre op med livet, stå op for det sted, hvor man er, og søge mod Gud og det, der er større end en selv.
På smukkeste vis får Claus Grymer sat digtning til tilstanden, hvor virkelighedens forvirrende mangfoldighed er til at leve med, hvis man forholder sig til den ud fra en rodfæstet grundholdning.
Og grundholdningen i digtsamlingen er tydeligvis erkendelse. Erkendelser af at man er overladt til en handicaphjælper. At man ikke aner, hvilken dag det er. At fuglene for længe siden har sluppet træets grene.  At det hele er ved at være forbi og samtidigt begynde. At det er lykkedes at komme hjem efter en gåtur uden at falde. At man må da være til, når man kan mærke, man er bange.
Der er flotte metaforer til livet i Grymers digtsamling. En fin bog. Ikke en finger at sætte på den udover, at den er alt for lille. Så måske der kommer flere digte hen ad vejen. 

 

Sproget er flot, glidende, nuanceret og ganske beroligende.
Men ikke mindst får vi færden af fortidens store vidder, hvorfra vi alle kommer.
Det er guldet i historiefortællingerne, der kommer fra en erfaren forfatters hånd.
Pothos, rorsmanden, Hades, talsmanden, naturens projektør, ankhen, begreber man normalt ikke ser i nyere tids bøger. Dem kender forfatteren, og han øser rigeligt af universelle gloser, ligesom han er super til miljø- og stemningsbeskrivelser, der ikke bliver i bogen men når helt ind under huden på læseren:
Aftenmågernes skrig forværrer hans tristhed
Vandoverfladen er et spejl. Det spejl kan brydes.
Solen var stået op, men hang endnu lavet. Den lynede i sværd og spyd.
Og sådan en sætning som den her giver gåsehus
Jeg vil ikke forhindre dig, sejl du blot ud på din uvisse færd, men vid, at vældige farer vil lure på dig og dit mandskab.
Det er klasse og sætter forfatterens evne til originale sætninger i klart sollys.

Du kan læse andre anmeldelser af forfatterens udgivelser på

http://www.bogsyn.dk/index.php/litteratur/1071-forandringer.html

og på

http://www.bogsyn.dk/index.php/litteratur/2593-en-vinter-ti-somre-og-et-efterar.html

og

http://www.bogsyn.dk/index.php/litteratur/2381-maske-bliver-det-bedre-imorgen.html

samt

http://www.bogsyn.dk/index.php/litteratur/1702-et-fald.html

 

Der er meget, der driver bogen fremad. Meget der kan få en ud på kanten af stolen, hvis man er til genren og til det lettere karikerede. Det er dialogerne, der rammer plet hver gang, som i HVER gang, og så naturligvis også i nogen grad handlingen.
Hovedpersonen har været enke i en del år. I nogen grad både indadvendt, og også fordømmende og sirlig, så på den måde rammer forfatteren også plet. "Jeg vil have det på min måde" er nok udtalt, når man har været alene i mange år. Og møder en mand med en have, der ikke er helt efter hendes standarder. Sikkert som så meget andet.
Berit møder altså Herman, og det går hverken værre eller bedre, end at hendes datter tager voldsomt afstand fra forholdet, idet hun mener, at moderen tilhørte faderen og nix weiter. Datteren, Pernille, er iøvrigt selv ved at bygge et nyt kæresteforhold op.
Berits søster, Hanne, derimod er "en hjælper, ikke en dommer", tænker søsteren med skjult sorg over, at datteren reagerer, som hun gør.
Nestemt ikke et ukendt fænomen i den virkelige verden, selv om hun nok i romanen her reagerer vel påtaget. Til det karikerede.
Det gør heller ikke noget, vi forstår budskabet og har ikke specielt meget godt at sige om de børn, der ikke glædes over forældrenes nye kærlighed, uanset hvor stor smerte, de må bære rundt på. Man har lyst til efter læsning af bogen at sige, hvad fanden bilder de sig ind. 
Hvordan Berit og Pernille finder fodfæstet i den nye virkelighed, det skal man læse. At Pernille bestemt ikke er den eneste udfordring i Hermans og Berits nye forhold, det afsløres her og er så endnu en grund til at læse en fin og letlæst bog om en vanskelig og kompliceret problemstilling.