I disse for vor verden vildt underlige, anderledes og også skræmmende tider er det vigtigt at forsøge at forstå, hvorfor vi er nået hertil, og hvad der eventuelt venter forude.
Det giver historikeren Anders Maegaard nogle fantastiske tilbageblik på og visionerer et glimrende bud på, hvad morgendagen vil bringe.
Det er ikke for sarte sjæle at læse, hvis man har sin verden kær, men man bliver nok nok nødt til at forholde sig til de barske realiteter og få eksperters analyser af, hvordan det er endt - indtil nu.
Forfatteren kalder sig selv i forordet for en liberal optimist.
Det er da også, hvad der skinner igennem linjerne, når han flot opsat og afsnit for afsnit med sikker pen fører os igennem folkevandringer, velstandsstigning, de nye magter Spanien og Portugal, demokrati og ejendomsret, kolonialisme og konfrontation, krig, terrorbalance og folkemord, eksterne trusler og mange andre for historien om at gøre vildt spændende emner.
Med historien som klædeligt bagtæppe kommer han ind på, hvordan Vesteuropas befolkning blev mere end fordoblet 1700-1850. Alene den oplysning fortæller jo en masse om muligheder for konflikter, jo flere mennesker på samme plads, ja gæt selv....
Han mener også, at den franske revolution i 1789 var afgørende for skabelsen af det moderne Europa. På den ene siden betød den et opgør med de gamle regimer, på den anden side var det vejen frem mod nationalstater.
Han kommer ind på pest-angreb og renæssance, og han fortæller også, hvad det virkeligt farlige ved Rusland er. Det er ikke deres mængder af atomvåben, som vil betyde selvudslettelse, hvis de kommer i brug. Den virkelige fare er Ruslands vilje til at bruge alle konventionelle midler i deres arsenal for at gennemtvinge deres løsninger og så landets stræben efter at udvide sin status som regional faktor til at være en global spiller. 
DET er det farlige.
Og Maegaard vil have, at vi skal lære af historien og se på, hvor effektivt de vestlige stormagter kunne have forhindret nazismens udbredelse ved at gribe ind i tide.
Det burde man have gjort noget før, skinner det igennem i bogen, selv om Vesteuropa er ved at vågne op nu over for Rusland.
Vi har blot peget på et par mindre ting i en glimrende bog, der fortjener at blive brugt som en sand historiefortæller, hvis man er det mindste interesseret i at "scanne" udviklingen i Vesteuropa helt op til vore dage, hvor både indkomstgrundlag og velfærd nærmest har overhalet alting med syvmileskridt. 

Men hvor der bestemt også er mange malurter, nemlig urbaniseringen der fjerner folks geografiske tilhørsforhold, opbruddet i familiestrukturen der fjerner det personlige tilhørsforhold, omvæltninger i erhvervstrukturen der fjerner det faglige tilhørsforhold, nyhedsstrømmen der fjerner fokusering og overblik og sociale medier der fjerner evnen til at sortere og prioritere.
En bog der giver masser af inspiration til samtaler omkring bordet. 

 

At historien lejrer sig i kroppen er velkendte teorier og bliver brugt som baggrundsviden for mange krops- og healingterapeuter i behandlingen. Kroppen er ofte den direkte indgang til fortiden og til traumer, som almindelig samtale og ord ikke umiddelbart kan fange.
Derfor er det vigtigt med bøger som denne, der kan anskueliggøre overfor velfærdsprofessionelle, hvordan man arbejder helhedsorienteret med sociale problemer.
Forfatteren vil gerne forbedre praksis på området og vise, hvordan opmærksomhed på borgerens krop kan være en vigtig ressource i det sociale arbejde.
Med cases og med meget fine indføringer i de forskellige mangler, klienter ofte har, f.eks. til at mærke kroppen til at lytte, til at være stille, til at sove, fortæller Eva Børjesson Buus, hvordan man eksempelvis gennem øvelser med lukkede øjne, yogaøvelser, åndedrætstræning, minffullness og eksplisit viden på området kan få traumeramte til at fungere bedre, og hvordan man ved hjælp af et empowermentorienteret og tværprofessionelt samarbejde kan højne livskvaliteten for den enkelte.
Vi andre lægfolk har godt af at læse med, for i og med der bliver sat fokus på området vil vi langsomt men sikkert kunne nå til en erkendelse af, hvor vigtig en del kroppens psyke er for et menneske, og hvad den i virkeligheden kan fortælle, hvis man giver den lov.

 

 

 

Det er tydeligt, at digtsamlingen her frembringer et ekko tilbage i tiden til et hav af de helt store digtere og forfattere, og at det er kærligheden til lyrik og digtning, der ligger i forfatterens DNA.
Så er vi tilbage i historien ved Erik Glipping, så er vi fremme ved lokalsprøjter som Aarhus Stiftstidende, så er vi tilbage til superkræfterne Inger Christensen og Poul Borum, og kunne de være stillet op til byrådet idag?
Så bliver livets store spørgsmål vendt såsom: Er det en etisk udfordring at drage omsorg?
Så er vi i Ebeltoft, der med byens mange kringelgyder er perfekt til affærer. 
Så snakker vi lidt italiensk.
Så glæder vi os på Djursland over alle Guds gaver.
Det er afvekslingen i bogen, vi godt kan lide. Det bliver aldrig, som i aldrig, kedeligt.
Så snakker vi om muzak i de nyeste beats.
Digtningen har en enorm spændvidde, og knækprosaen er også med ind over.
Holder man af digtning, men holder man sig alligevel tilbage, fordi man synes den enten er for meget eller for lidt, så skal man læse samlingen her.
Det er en ubevidst og meget fin måde at få øje op for digtningen end ved de rene terperier.
Meget fint.

Man har sådan en lille advokat i maven, der siger, at når en ny bog om et gammelt emne udkommer, så skal der nye vendinger og ord til for at få budskabet solgt. I bogen her, er der i hvert fald et ord, der går igen, og som er bemærkelsesværdigt. Nemlig ordet "hjælper".

Jeg frygter at være mig selv af frygten for at miste andre, hedder det et sted i bogen.

Den er jo ikke så sjov ikke at turde være sig selv, og et hav af forsvarsmekanismer træder i kraft i forskellige forklædninger, som dybdepsykologen Gustav Jung, Richard Schwartz og et hav af andre har arbejdet med, men som især den sidste har erkendt var nødvendige som små hjælpere.
Og det er disse hjælpere Frej Prahl beskæftiger sig med i bogen.
Bogen er ikke så ligetil at gå til som menigmand. Der skal enten en fagspecialist eller en anden med virkelig forståelse for eller interesse i selvudvikling til at komme igennem de tætskrevne sider.

Det kræver også lidt mere end bare det at være i et middelmådigt forhold at komme igennem de lange cases, som Prahl naturligt nok har interesse i at viderebringe og beskæftige sig med.

Forsvarsmekanismer har altså en tydelig mission, nemlig at hjælpe os.
Man skal forstå deres historie og takke dem for det store arbejde, de gør for os hver eneste dag.
Lidt helligt udtrykt, vil vi nok mene, men budskabet går rent ind, må vi så også erkende, det gør ikke noget, at vi er besværlige og laver overspringhandlinger, det gør vi for at beskytte os selv.
Hvis man har været genstand for traumatiske oplevelser, vil der som sagt være nogle hjælpere, der gør enshjerte hårdt og forrået for at passe på det.
En ny, anderledes, spændende vinkel på velkendte problematikker. Der er en mening med, at vi på overfladen virker arrogante og afvisende. V er tidligere blevet skadet.
Og Frej Prahl anskueliggør en direkte sammenligning med hadet fra overgrebsfolk til offeret og så meget af det, der skete mod jøderne under 2. verdenskrig.
Frej Prahls tekst er god, rigtig god, med en varm og dyb indsigt i det menneskelige organ.
Med masser af gode eksempler fra sin egen hverdag, fra sin praksis og fra kendte mennesker, giver han sit bud på, hvordan vi ganske enkelt bliver mere lykkelige på livets rejse f.eks. med vores partner. Vi håber, det fænger, men man skal tage tilløb for at overkomme de mange tætskrevne sider, der på forskellige måder taler til fagfolk, men som tydeligvis er skrevet, så vi alle helt sikkert vil kunne få noget ud af den.