Mary L. Trump
For meget og aldrig nok
248 sider
Mellemgaard

Den får ikke for lidt med kritiske og nedladende bemærkninger om Trump og Trumpfamilien. Donald er fuldstændig uegnet som præsident, Donalds forkærlighed for splid, manglende evne til at lede, hans ekstremt dårlige og formentlig bevidste fejlhåndtering af den nuværende katastrofe, den følelse af splittelse, , som min farfar (Fred Trump. Donalds far, red.) skabte i Trump-familien, er det vand, som Donald altid har svømmet i, Fred ødelagde sin ældste søn (Marys far, red.) ved at nedgøre og ydmyge enhver del af hans personlighed . . . Fred ødelagde også Donald, man ikke ved at slukke for hans personlighed, som han gjorde med Freddy, i stedet kortsluttede han Donalds evne til at udvikle sig . . . osv osv.

Den nye bog her er lige udkommet på dansk, og den vil naturligt være en kærkommen udgivelse hos Trump-kritikere, som skal have lidt flere argumenter for, hvordan denne mand fik kæmpet sig ind i amerikansk politik på stort set ingen tid og endte med at blive landets præsident.

Men den har på formidabel og meget afgørende vi også en ekstra mission, og det er nok så spændende.

Den fortæller historien om, hvordan man i en familie som patriark - altså Fred Trump - spiller folk ud mod hinanden, fremhæver den ene søn for den anden, håner den anden så meget, at den ene overtager rollen som bøddel og en forlænget udgave af faderens mål om succes. Altså uden  hvordan man i en familie grundlægger de følelser og mekanismer, der gør folk parate til enten at gå ned med flaget eller skabe resultater UANSET prisen for andre.

Det er nok med det øje, man skal finde værdi i bogen.

Meget af teksten i bogen kender vi jo. Hvordan Donald når til tops i en forretningsverden, der et langt stykke hen ad vejen er brolagt med korruption og humbug. Men det er også utroligt spændende at læse, hvordan Donald Trump samler sin familie til et familiemedlems fødselsdag i Washington og lader dem fragte i busser fra Trumps Hotel og så op ad Pennysilvania Avenue til Det Hvide Hus, og se så, hvordan de bliver modtaget, og hvordan det hele så er forbi i løbet af nogle timer.

Bogen er skrevet af Mary Trump, der er Donald Trumps niece.

Man siger jo, at man ikke skal skide i den rede, man er vokset op i. Og hun må have gjort sig, hvilket hun da også beretter om i forordet, nogle alvorlige overvejelser om, hvordan, hvorfor og hvornår, bogen skulle skrives og udkomme.

Men til slut er hun altså blevet enig med sig selv om, at det nu var tiden. Og som psykolog har hun på afgørende punkter set en mission i at beskrive, hvordan en familie bærer sig ad med at blive til monstre.

Hun fortæller, at meget af bogen er skrevet efter hukommelsen, og hvor den ikke rakt, har hun bl..a brugt internettet og opslagsværker til hjælp.

Det må da også have været nødvendigt for at hjælpe hukommelsen på gled over episoder, der strækker sig mange år tilbage, og man sidder som læser trods alt tilbage med en vis undren over, at det overhovedet kan lade sig gøre at have en så detaljeret hukommelse.

Nuvel, bogen er enorm interessant læsning. Og siger man gab, nu ikke mere Trump, så skal man ikke stå af. For det er ikke hver dag, at et familiemedlem "hænger" sin egen familie til tørre, hvad forfatteren ret beset har gjort ved hjælp af indsigtsfuldt men ok også bitre, syrlige og direkte hadske bemærkninger, og man får næsten ondt af pigebarnet, for hvad nu -; blev bogen for hende den succes, hun ville have, fik hun det ud, hun følte for, og opnåede hun det for den amerikanske befolkning, der jo vist også var formålet med bogen.

Vi har jo ikke Trump i Det hvide Hus længere, og bogen kan måske så være endnu et søm i den kiste, der skal forhindre Trump i at komme til magte igen i 2024.

Og så er det altså igen, at man skal sidde med hånden for det politiske øje og mere læse bogen som en værdifuld del af en fortælling om, hvordan Fred Trump, farmand, i den grad har ageret tyran og bøddel i en familie, der smertefuldt har lidt under den splittelse, den uro og den uetiske adfærd, der har bragt familien, hvor den er idag. Hvordan hans store iver efter at opnå succes med Trump Management har haft enorme omkostninger for resten af familien, der har lidt under hans fysiske fravær og psykiske terror -; som resten af USA, vil mange nok mene.

En ualmindelig barsk far og en svag mor der i Donald Trumps yngste år ofte var indlagt. Det er det, der har været med til at opretholde den slags ro og orden (læs brutal undertrykkelse)  man ved læsning af bogen næsten får det indtryk, at det kan kun forekomme i terrorregimer.

Et sådant var åbenbart tilsted i Jamaica Estates i New York, hvor Donald Trump voksede op.

Svend Westergaard
Bogen om selvmord
64 sider
Trykværket

En bog der henvender sig direkte til de, der ind imellem overvejer den hurtigste og letteste udvej, men som også med fordel kan læses af kredsen omkring de, man ser har det svært. 

Den vil næppe kunne fange folk, der længe har besluttet sig for at være bedøvende ligeglade med det hele og bare vil herfra. Men de, der har haft tankerne inde på livet.

Bogen er fyldt med de sædvanlige positive budskaber om, at glasset er halv fuldt og ikke halvtomt, mørket forsvinder, når man tænder lys, send positiv adfærd ud, send folk kærlige tanker, accepter og giv slip, du er god nok, som du er.
Osv osv.

Enkeltvis vil disse statements sandsynligvis ikke virke ret meget på folk, der har været tæt på afgrunden.
Men samlet i en bog som denne, kan de redde menneskeliv. Og når man så tillægger, at bogen er bygget op omkring det, at mennesket består af både krop, sind og ånd, når både kristendommen og det spirituelle kommer ind over, og når bogen så endda er overskuelig at komme igennem og ikke et digert værk med på den ene side og den anden side; så er det som om, det kunne rykke det hele.

Som noget gennemgående gør bogen op med materialisme, fornuften og logikken og manglende pleje af ånden -, hvilket gør at man mister bevægelsesfrihed i livet; man mister eget fodfæste og forsøger sig med at leve omgivelsernes liv.

Her fortæller bogen, at ens sjæl er en del af en større gruppesjæl. Udover det daglige liv, herefter det astrale plan, følelser og velvære og tilsidst det mentale plan, tanker, følelser og drømme. Til allersidst: Det kausale plan.

Bogen bevæger sig en del rundt i den filosofiske, kærlighedsmæssige verden og påpeger hvordan viden uden visdom og åndelighed skaber fanatisme og grobund for flygtningeproblemer, som sender folk, der er trætte af krige og hævn op til os i Norden.

Herudover kommer bogen ind over reinkaration, ens intuition og den indre stemme, og hvordan man gennem meditation kan hjælpe sig selv til at lære at stole mere på sig selv.

I det hele taget indeholder den en lang række kontekster og redskaber til, hvordan man bedre bliver i stand til at leve ægte og holistisk. - Og dermed i sidste ende begynde at leve og ikke bare overleve, muligvis frem til et selvmord.

Gunnhold Øyehaug
Præsens maskine 
160 sider
Gutkind

Forfatteren bryder smukt og fordelagtigt med en masse af de gængse måder at skrive bøger på. Det er befriende, at man kan samle sig om indholdet i bogen og nyde de relativt korte kapitler, uden at man skal tænke for meget over, om man lige fik det og det afsnit med.
Alle kapitlerne er stort set skrevet fra øverste venstre hjørne og til nederste højre. Og nogle af kapitlerne slutter endda lidt morsomt med et og dermed er tiende kapitel færdigt eller og her slutter syvende kapitel eller og tale.
Ordene kommer tilsyneladende ned på papiret, som de er tænkt, og det er ganske befriende, men det er helt sikkert da også kun tilsyneladende.
For den norske forfatter er dreven med sine ord og sine lege med sproget, og det kan vi så nyde godt af. Og få cementeret, at man godt må bryde med normer og former for at få sin fortælling frem. Både den indre og den ydre.
Anna og Laura er mor og datter. Da datteren er lille, kommer moderen til at læse et ord forkert i en roman. Og så knækker der en film, og der opstår nogle nye love og metafysiske forandringer for læseren, der får handlingen til at blive vendt på hovedet, og hovedpersonerne kommer til at leve i deres egne verdener - og hinandens - og ved siden af hinanden. Og tilbage igen. Nogle gange er den ene uden den anden, og den anden uden den ene. 

Romanens essens er, at ting meget hurtigt kan misforstås, og at alt har sin betydning for den enkelte, om det er rigtigt eller forkert. Datteren kan sagtens have en mening med at kalde en fejemaskine for Præsens Maskine, selv om den vitteligt bliver kaldt en Præcis Maskine, som der står på den fejemaskine, hun så ser spejlvendt.

Der er mange og gode parallelle handlinger i bogen om både utroskab, styrketræning, musik og turneer. Den er ligeud ad landevejen og indeholder en lang række, dagligdags sekvenser og tanker, som enhver læser vil kunne identificere sig med. Og som er udkrystalliseret af meget vigtige, eksperimenterende og endda filosofiske tanker.

Og tænker vi som læsere videre, ja så er det måske på tide at bryde en smule ud ad rammerne og den konformitet, som Præsens Maskine så smukt og detaljeret fortæller, at det kan man sagtens.

Jesper Nielsen
Landet under landet
248 sider
Gyldendal

Det er spændende læsning, uanset om man lige har taget flyveren til de mexicanske strande, eller man er på et ekspeditionsroadtrip i Mellemamerika.
Rart at have noget gennemarbejdet lekture ved hånden, der fortæller en historie, og som får landets nuværende kultur sat i perspektiv.
Mexico idag er et inferno af oplevelser, lige fra en ekstrem høj kriminalitet, til underskønne ferieresorter og til landskaber, kunst, bygningsværker, der vil kunne få enhver rundrejser til at tabe mælet og få en arkælogistuderende til at påbegynde de første ti videnskabelige afhandlinger.
Når man bare sætter sig på en bænk i det fjerne land og oplever farverne, forskellighederne og sansningens musik, så skal man såmænd bare nogle få rejser tilbage i tiden for at finde årsagerne til det mægtige lands tilblivelse -; gennem stridigheder, Mesoamerikas storhedstid og grundstenene til den kulturarv der har overlevet alt fra den spanske erobring i 1500-tallet og så helt op til vore dages kulturelle og samfundsmæssige forandringer.

Samtidig er bogen en dyb indføring i de komplekse indianske bysamfund fra før, spanierne kom til området og med tiden lagde de pulserende byer i ruiner.

Forfatteren har igennem mange år beskæftiget sig med de indianske kulturer i Mexico, hvilket efter hans eget udsagnbunder i at forstå denne fjerne verden og dens mennesker.

Bogen omhandler mange godbidder også om de opdagelser, der er gjort af eksempelvis danske Frans Blom, der i 1922 ankom til Palenque i den sydlige delstat Chiapas for at kortlægge og optegne, hvorledes man for eftertiden kunne bevare kulturarve bedst muligt.

Og herudover i et meget tilgængeligt og jordnært sprog en farverig række fortællinger om de forskellige geografiske og kulturelle områder som De dødes Vej samt Solens og Månens Pyramider og en masse, lækre figurer, både fritstående og hugget ind i klipper.

Hvor kommer det dog fra altsammen? Og hvad var meningen med det hele?

Det får vi et glimrende bud på i en meget anderledes rejsebog, der danner fint grundlag for en mere intens opdagelse af civilisationen i Mexico.

 

James Lee Burke
Robicheaux
464 sider
Hovedland 

James Lee Burke er tilbage med sin 21. roman om den elskede Dave Robicheaux. Den har alle de kendte ingredienser i sig, hvilket allerede signaleres på forsiden. Vi får her den westerlandske cowboymæssige lovløshed, a-man´s -gotta-do-what-a-mans-gotta do-holdning, et menneske i undersøgelser og undreen og sorg og det, der hører til: Sydstatsmelankoli og bagved hovedpersonen en tåge, der kan indikere alt fra en broget fortid til, at om lidt vender vi om og forsvinder udi det uvisse.
Daves kone, Molly, dør i en trafikulykke. 
Daves pludselige tab har forværret hans alkoholiske trang, mens hans mareridt presser sig på om fortiden i Vietnam og de konfødererede soldater.
Vreden truer med at overvælde ham, alt imens han midt i en mordefterforskning opdager, hvem det var, der muligvis var ansvarlig for Mollys død; død er i hvert fald manden, og myrdet muligvis af Dave himself.
En spændende nuance.

Daves chef Helen Soileau kæmper med at finde ud af, om hun skal have ondt af ham eller fyre ham. Typisk for forholdet mellem de to.
Clete Purcel forsøger nu sammen med Dave at gå logisk til værks og finde ud af, hvem morderen så i virkeligheden var, og om Daves hævntørst kunne være så stor, at det vitterligt var ham.

Vi får endnu en gang et fint billede af en følsom og rodfæstet mand, der har sin stolthed, barskhed og stædighed intakt sammen med al det menneskelige, der tegner det holistiske billede af et individ, både på afveje og på rette vej.

Det er dejlig læsning.

Forfatteren giver os som i andre af hans romaner drypvise glimt af livet i Louisina, denne gang særligt efter orkanen Rita. Sådan noget giver bogen troværdighed og får læseren til at føle sig midt i begivenhederne.
Der er dejligt mundrette dialoger, som sædvanligt i en Burke-roman, og sammen med optimale miljømæssige beskrivelser og gode tegninger af personerne bliver bogen en pageturner, som du kan få mindst en god, lang lørdag til at gå med.

Jordan B. Peterson
Hinsides orden
371 sider
Jyllands-Postens Forlag

En spændende udgivelse, der kalder på trang til indsigt i vor sjæls dybe dal. Om hvor vigtigt det nu også er at ville have rede på alt, om faren ved konformitet og ved de udsøgte muligheder, der er for at ændre livet til det bedre.

Ved blandt andet at opgive stræben efter lykken, ved at beslutte at vi selv hænger på det hele, at acceptere et fravalg ved tilvalg, at tage sigte og pege og gå en bestemt retning for lige at blive bedre til dét der, at indse at risikoen ved at blive stående er lige så stor som risikoen ved at flytte sig.

Bogen ser ved første gennemlæsning ud til at indeholde nogle modsætninger, eksempelvis planløshed kontra orden, vilje kontra afmagt. Men det er helt sikkert et af de store paradokser i livet, den anskueliggør og legaliserer. Nemlig at mennesket er et stort bundt af modsatrettede tanker og følelser, og at det handler om bevidstgørelse af disse tanker for at kunne handle afbalanceret i enhver situation.

En af bogens helt store styrker er, at ind imellem de filosofiske betragtninger og henvisninger til Gud og bibelcitater, så kommer den med lavpraktiske råd som vær lidt ydmyg, ryd op på dit værelse, tag dig af din familie, følg din samvittighed, få styr på dit liv og find på noget produktivt og interessant at lave. - OG - opgive ideologierne.

Den er eminent til at give læseren baggrund for vore handlinger, og hvorfor vi nogle gange kører fast i ren stræben efter det perfekte, eller det, vi har lært, og så går den videre ud i at beskrive kort og konkret, hvordan vi i de små, bitte ting kan tage vores liv op til revision og uden herfra at spekulere alt for meget over tingene -, bare komme videre på en god måde.

Peterson er fantastisk til at fremlægge strategier for at overvinde de kulturelle, videnskabelige og psykologiske kræfter, der disponerer os for tyranni - og begrænser os i det hele taget som mennesker; ved simpelthen at være for ensporede.

Bogen kommer ind på mange, spændende, dagligdags udfordringer som ægteskaber, utroskab, vold i parforholdet, politisk korrekthed, kunst, angst, en moden ansvarsfølelse for sig selv og meget, meget mere.

En dejlig bog der beskriver også de svære ting på en let tilgængelig måde.

Daniel Dencik
Snask
368 sider
Politikens Forlag

En sjov bog med et herligt sprog. Og når det er sagt, så skal man altså vide, at man går ind til et mega-direkte sprog, der i manges ører kan virke alt lige fra anstødeligt, til vulgært, til intetsigende, til plat.

I vores optik giver det mening at have en bog på hylden, der distancerer sig fra det velovervejede og politisk korrekte, og som uden filter fortæller os, hvad vi alle kan komme ud for, men er lidt for gode til at pakke ind i diplomatiske vendinger, i bedste fald, i værste fald at lægge sygdomsudviklende bånd på os selv.

Man kan indvende, at der så er noget ved sproget, der ikke altid helt hænger sammen. Det er vendinger som

Sorgen over at miste et barn er total, da tabet er uerstatteligt. Det er da for sørensen da ikke tabet, der er uerstatteligt. Det må da være barnet.  

Og nogle af sætningene er tillige så vel lange og snørklede, at man skal have dem to gange, hvis de skal give mening. 

Det kunne godt ligne et kald på endnu en gennemskrivning af manus.

På den anden side er her tale om et forfriskende input, hvor ordene bare flyder af karsken bælg uden for meget filter, og uden at forfatteren nødvendigvis har censureret i personernes ord.

Eller været særlig bevidst om, hvor handlingen skulle henad.

Det kunne se ud som om, bogen udvikler sig i persongalleriets tempo og ikke ud fra forfatterens skabelon.

Det er både modigt og medrivende.

Af sjove ordlege i bogen kan vi nævne:

De dyrkede, roer, raps og Anne Linnet.

Den underholdende Tesla var blevet inddraget.

I den oceaniske følelse var hun ikke helt klar over, at hun ikke længere befandt sig i livmoderen.

Bogen handler om kunst og kærlighed. Eftersom både kunst og kærlighed i dets ægte form er både spontan og udisciplineret, så er bogen et godt spejlbillede på, hvordan ting og verden udvikler sig uden konformitet og uden at være sat i rammer. 

Hovedpersonen er Trevor, der er en forvirret filminstruktør, tidligere alkoholiker og opdraget i Jehovas Vidner. Så møder han Alicia, der er 19 og lige så forvirret. Her spejler forfatteren billedet af den ustrukturerethed, som de ægte liv ofte byder på.    

Alicia kommer ind på filmskolen, er god til at bruge livet, som man siger, og har den fordel, at hun er ung og smuk og har brandhamrende godt fat i de fordele, og hvad de kan bruges til. Så Hollywood kommer hurtigt ind i billedet, mens Trevor må ty til en af de mest afsides liggende øer i verden, nemlig Samoa. Også en fin afspejling af ensomheden og afskæringen fra det liv, han troede og håbede på, han kom til at leve.

Daniel Denck er god til geografiske beskrivelser, og vi mærker gennem bogen den totale afstresning, man kan opleve i Polynesien. Det er fint, og også fint, at vi ikke skal dvæle her på de øde strande i et helt kapitel, men videre, så vi kan fornemme kontrasten.

Bogen er fyldt med sceneskift og idérigdom. Den er letlæst og fyldt med gode idéer.

Og så er der det hurtige, ægte og ligefremme sprog, vi er ganske vilde med.

Karin Heurlin
Du forlader mig aldrig
260 sider
Grønningen1

Karin Heurlin har det med at skrive om noget, hun personligt kender meget til. Særdeles meget. Skilsmisse, ensomhed, sorg, nederlag.

Det er svært at sige, hvor meget forfatteren selv fylder i romanen her. Men sammenfaldet kan være forklaringen på, at den ikke helt fænger. Forfatteren har måske tænkt sig selv for meget ind i handlingen.

Der er i hvert fald lidt for meget automatpilot over den.

Der er simpelthen ikke saft og kraft og nok i den til, at den går under huden i det hårde bogmarked, vi befinder os i.

Ydermere må man kunne forvente, når nu det er begrænset med litterært gods, at så skal vi ikke have gentagelser af sangtekster. Det er i orden med én gang Love me tender, og det er naturligvis på sin plads, når det kræves af handlingen med Gasolins Kvinde min én gang. Men at vi skal læse samme vers to gange, endda hurtigt efter hinanden, det er spild af papir i hvert fald, når det ikke bringer os dybere ind i personuniverset. Det  virker som et forsøg på at komme hurtigt fremad med noget genkendeligt, og dermed er handling, hastighed og hurtighed forsøgt sat over helhedsoplevelsen af bogen, som desværre ikke når ud til læseren i dybden og bredden.

Ideen til bogen er ellers udmærket. En kvinde i medieverden har koks i kærligheden og falder for en langt yngre stand-up-komiker. Tidligere har hun mistet en kæreste i en ulykke, så nu har hun så levet sig så meget gennem sorgen, da hun åbner en Facebookside, laver et radioprogram, holder nogle foredrag og skriver en bog, altsammen med titlen Sorgen ved, hvor du bor.

Sprogligt ligger niveauet lige over en ugebladsføljeton og lige under en god feelgood-roman.

Det virker som om, forfatteren i farten tilmed har fundet nogle rappe replikker i forsøget på at give historien ekstra vægt: Og det gør altså, at sproget visse steder virker meget lidt sjovt og nogle gange direkte kluntet. Såsom

Da det ringede på, løb Ann ud på badeværelset og stak den ventende tandbørste i munden

Vi er det fødte mediepar. Keld og Hilda go home.

Peter havde fået en parkeringsbøde, da vi kom ud til bilen. (Han havde vel fået den før, red. Der LÅ vel en parkeringsbøde).

Bagefter kyssede han mig endnu længere, end Mik K havde trykket sin kæreste ind til sig. Øh..What....

Så er der også noget om sorgens kaffegrums, og Ann, der sukker irriteret, kigger surt på sin hånd, mens hun balancerer på stolen. Tre ting læseren skal have at vide om Ann i en enkelt sætning. Det er måske lige lovlig meget.

Og så er der den med efter en rejsedag var hun så sulten, at hun nærmest var kommet til at bestille alt for meget, og nu kunne man nærmest ikke se den rødternede dug for skålene med hvidvinsdampede muslinger, bresaola med rå artiskokker, frittata med asparges og selvfølgelig brækspruttesalaten med de små skivede kartofler.

Hold da op, siger Peter og klør sig i ansigtet. Det samme gør vi som læsere. Det er noget af en menu at holde styr på....

Michael Enggaard
Efterhånden mulighed for sol
448 sider
Politikens Forlag

Michael Enggaard kan skrive, så det fløjter. Skabe handling og hverdagsdrama samtidig med, at han giver os en litterær oplevelse.
Det er flot arbejde.
Bogen er stor og tyk, og for vores skyld kunne den have været endnu tykkere. Så skulle Michael have fundet på noget mere, hvilket heller ikke ville have været et problem. For fantasi har han og sproglig kunnen. Efter såvel en lille menneskealder som journalist og med erfaringen fra 2017-udgivelsen Svækling.

Michael Enggaard skriver ikke bare ud af landevejen. Han lader læseren tygge på de enkelte sekvenser, de enkelte sætninger, mens der så handlingsmæssigt eller tankemæssigt i næste sætning sker noget helt tredie. Som giver læseren stor værdi og legalitet i, at vi selv lader tankerne få flyvefart og bihandlingerne passere, mens vi selv er midt i noget vigtigt.

Nogle vil givetvis blive trætte af en tyk bog sprogligt skåret over samme læst hele vejen igennem. Handling, dialog, tanker. Handling, dialog, tanker.

Vi synes, det giver et helstøbt resultat, og at bogen på den måde bliver gennemført.

Temaerne i bogen er mange. Socialisering, melankoli, uforflemmelige oplevelser, kærlighedens ekko fra ungdommen der ligger et kvart århundrede tilbage.

Hvem giver ikke ind imellem en tanke til vor ungdoms kærlighed, det første kys, første sex, hende eller ham vi boede med dengang, hvor det skulle være forevigt og helst lykkeligt.

Hvor det ikke gik sådan, og hvor ens nuværende liv måske bare glider en af hænde, og hvor det elementer fra dengang rykker i os og spørger. Hvad nu hvis det var gået. Hvordan havde livet så set ud idag.

 Julie er idag 49 og arbejder på en tarvelig motorvejsrestaurant ved Solrød og får mangen en menneskeskæbne ind på livet. Det gør Tom også; han er også pænt moden nu og bestyrer af en billardsalon på Vesterbro, med bil ikke mere end en tyve minutters fra Solrød.  

Guess what?
Ja, rigtigt. Kontakten bliver sat op igen efter et kvart århundrede.

Så sker der ting og sager, og det skal vi egentlig ikke komme så meget ind på. Mere den dybde og den kalden til læseren om, hvad der skete dengang med vore liv, og hvordan vi kom videre efter et brud, hvordan det var, og har vi nogensinde samlet os selv op bagefter de tårer, vi græd over tabet, og hvordan påvirker det vor dagligdag i 2021.

Udover det skal Michael Enggaard have ros for sin homor og sjove påfund undervejs. Noget vi kan identificere os med.

En mand der i frustration slår til en papfigur af Steven Segal. Af Steven Segal. Det er da noget.

Benjamin Trier var tynd som et mikrofonstativ. Lidt søgt måske men en sjov og anderledes beskrivelse, så vi på et splitsekund opfager, hvor tynd Benjamin er.

Der er mange, gode spotpints til kendte begreber som Århus, Dizzy Mizz Lizzy, New Musical Express, Melody Maker, Seattle, Levis-bukser, David Bowie og Berlin, Michael Bolton, VWens instrumentbræt, og hvad man som forfatter ellers har lært er vigtigt at have med i en bog, så læserne har noget kendt at holde sig til.

Det er til gengæld gjort strålende og så tilpas afbalanceret, at man ikke som i andre udgivelser bliver træt af formen.

Glimrende bog.