Peer Kaae
Jagten på Stine Geislers morder
184 sider
Frydenlund 

Det er altid spændende med opkog af nye drabssager. Ofte er det journalister eller (tidligere) drabsefterforskere, der bringer nye oplysninger til torvs eller lige giver en gammel sag et sådant twist, at læseren får sig en ny oplevelse. Af noget man kender fra aviserne eller bare har fuldt intenst, fordi det er både fascinerende og skræmmende, at folk er fyldt med had og ondskab i en grad, så det går ud over andre.
Denne gang har journalisten Per Kaae som en nødvendighed, en indre terapi, forsøgt at skrive sig fri af en sag, der har optaget ham i årtier.
En mere end 30 år gammel sag får nyt liv og spreder om sig med begreber som Journalisten, nærdrab, fjerndrab, distancedrab, musikkredse, Dan Rachlin og en masse ting, som Peer Kaae mener er vigtigt for sin nye belysning af den gamle sag.

Om mordet fra mere end en menneskealder siden bliver opklaret af den årsag, er meget tvivlsomt. Til gengæld er det uomtvisteligt, at bogen kredser godt og grundigt omkring den dengang hovedmistænkte, og nu også den hidtil hovedmistænkes kone, og kommer ind på flere mulige motiver for drabet dengang; den mest øjensynlige: Afvisning af tilnærmelser. jalousi.

Bogen er skrevet i et fint true-crime-sprog og tager læseren med på en slags rejse ind i besættelsens sind, der hjemsøger journalisten, der er blevet så optaget af sagen, at den holder ham vågen om natten.
Sådan går det ikke for læseren. Men det er tæt på, indtil man er færdig med bogen.
Godt skrevet, journalist.

John Heilbrunn
Der bliver aldrig helt mørkt
268 sider
Skriveforlaget

Hvad der helt nøjagtigt gør den her bog til en vinder, det er næsten umuligt at sætte fingeren på. Det er noget med den viden, den nysgerrighed, den åbenhed og sanselig, som forfatteren har haft gennem livet og de forskellige ting, han har arbejdet med. Og som han formår at formidle videre til sit læsende publikum.
John kan ikke se, idet han fik for meget ilt i kuvøsen. Det har dog ikke frataget ham fra at leve sit liv som jurist, musiker, lydmand og forkæmper for svages rettigheder, som kunstner og håndværker, vandski og faldskærm.
Så tænker man nok hold da op, men det er ikke det, man skal have ud af bogen. Vi kunne da også godt have undværet Johns forsøg på at fortælle, hvorfor han har udgivet bogen.
Den sælger rigeligt sig selv gennem de opdagelser og antagelser han har gjort gennem livet, gennem det nære, gennem parforhold, gennem kollegaskabet og meget andet.
Det spændende ved bogen er ikke det overordnede og den dom, han fælder over nutidens ressourcer i samfundet til handicappede.
Det spændende er, at han ser ud til at have fanget rigtig mange ting i det sociale, der måske og måske ikke kunne have været fanget af seende også, men som bliver beskrevet på en så nærværende måde, at man som læser føler, man står lige ved siden af ham og hører ham fortælle.

Om hvor svært det kan være (som blind i dette tilfælde) at få skabt kontakt til andre forældre.
Om hvordan han kalder sig selv naiv uden politisk standpunkt. (At det skulle være naivt, forstår vi nu ikke!)
Om hvordan hans musikstil skiftede fra Hollies, Simon og Garfunkel til Jimi Hendrix og Leonard Cohen.
Om hvordan han skændtes som vanvittig med sin far om politik, men at han aldrig gjorde oprør mod forældrene.
Om hvordan udseende på en partner også betyder noget for blinde.
Om hvordan han afsluttede mange parforhold ud fra angsten om ikke at kunne slå til.
Om den absolutte tiltrækning til den rigtige partner, og hvordan den manifesterer sig også i polariteterne..

En mængde små, dagligdags hændelser skrevet med smæk på sanseudtrykkene, som læseren vitterligt kan lære noget af ud fra devisen "bingo, også DET kender jeg til.
DET gør bogen til vindermateriale.