Esvard Hoem
Violinmageren
328 sider
Hovedland

En vidunderlig bog.

Violinmageren -  alias forfatterens tip-tip-oldefar Lars Olsen Hoem - oplever de mest utrolige ting. Han er med i Slaget på Reden i 1801. Og det er ganske vist er bogens ankerfortælling. Men herudover er han krigsfange på et britisk krigsskib i fem år, han lærer af en medfange at bygge violiner, får syv børn, lever delvis af af indtægter fra klipfisk men går ellers "i land" så at sige og trækker sig tilbage til en lille vig i skærgården ved Christiansund, hvor han indtil sin død i 1852, 70 år gammel, bygger violiner. Der i parantes bemærket for manges vedkomende eksisterer den dag i dag. Vel cirka 30 ud af en produktion på 500.

Bogen har en både stor og smuk handling. Om et menneske, der kæmper for det, han har kært, som har et familiært åg at bære rundt på i form af et uafklaret forhold til sin brog, og som samtidig lader sig inspirere af musikkens verden og lader åndeligheden og historien gennem årtusinderne sætte retning for hans færd, der ikke overraskende i bogen bliver til skudsmål over et liv, han såvel slår sig til tåls med men også udtrykker dyb taknemmelighed for.

På et tidspunkt spørger Lars sig selv:

Hvilken slags målestokke skal et menneske egentlig måles med.

Svaret giver han selv i bogen, nemlig at det må tælle på plussiden både i dette liv og det næste, at han var en bondedreng, der var havnet i en afsides kystby, og at han hverken var en stor mester eller rig, men at anerkendelsen voksede gennem spadserturene og bestillinger på violinerne.

Her kommer bogen godt ind over temaet, sammenligning og modellering, og hvornår man opnår tilfredshed og ro med sig selv uden at skulle præstere og uden at skulle ydmyge sig eller forstille sig for at få et navn.

Umiddelbart er der jo langt fra en aktiv krigssoldat til en violinbygger, men måske vi alle har begge dele i os. En aggressiv og forsvarende eksplosion og så en indadvendt og rolig og langmodig håndværker, der ønsker det stille liv med en masse børn. Det universelle fornægter sig ikke.

Vi får masser af smukke anekdoter om musikinstrumenternes klange og måder at italesætte sprog og liv og længsel på gennem instrumenterne. Det er det, der giver bogen en særlig, smuk og ekstra dimension. At den overlader til læserens fantasi og musikalitet at tage imod, hvad tip-tip-oldefar dengang for mange år siden sendte ud: Sprog, liv, kærlighed, krig og visdom kundgjort gennem musik og instrumentering.

En flot, flot udgivelse.

Peter Mogensen
Den forreste mand
544 sider
Turbine

Den udstråling forfatteren i diverse sammenhænge har af livsglæde, holdninger, ironi, robusthed og nysgerrighed -, den udstråling og gejst er det lykkedes ham at få ned på papiret - så at sige - og bibringe læseren en fin oplevelse med en sammenhængende og velfunderet spændingsroman.

Ikke et ord om at det er den bedste i serien, for hvornår er noget det bedste, og kan de forskellige udgivelser overhovedet sammenlignes, når hovedpersonen er på en indre rejse, såvel som forfatteren også har været det undervejs i sine holdninger i eksempelvis Spørg Charlie. - Alsidig er man vel!

Men udmærket er bogen, sprogligt nogenlunde fortættet og lækker, indsigtsfuld og lærerig, naturligt nok om det politiske spil, og om hvordan magtens udøvere holder sig selv og hinanden til og fra fadet og udstillet og på plads i i et eldorado af tyktflydende intriger og kampe.

Og ikke mindst hvordan politikere er villige til at agere drastisk og på kant med alting for at klamre sig til magten.

I den nye roman er netop magten ved at glide udenrigsministeren Henrik Foss af hænde. Kampen fra jægersoldatens tidligere slagmarker er nu på vej ind i et nådesløst valgslag, hvor Venstre står til at tabe til Henriks ærkefjende, Oliver Kruuse fra Socialdemokratiet.

For at beholde magten, ser det ud til, at Henrik må til at lege med ilden, og foretage sig nogle handlinger, der ligger hinsides god tone i lov- og partiteksten. Om han brænder sig lidt, tja, det må vel han vel se stort på, det har andre i politik gjort før ham, men tør han brænde sig MEGET og åbenlyst og i ekstrem grad bryde ud af den komfortzone, man i et eller andet omfang vel også har som politiker. Det er jo en ganske anden sag. Og det er her, vi får spændingsmæssige godbidder kastet ned foran os som læsere.

Her er det, at forfatterens egen personlighed kommer i spil. Han brænder tydeligvis for at komme af med nogle ting, han ikke kan komme af med i sit daglige virke og med sin viden om den politiske jargon, Christiansborgs hierarki og udsigt og mangel på samme fra borgens såkaldte Sibirien, hvor de mindre begavede eller mindre heldige, politiske outsidere sidder og forsøger at gøre hoserne grønne hos de egentlige magthavere. Man kommer til at tænke på Peter Ålbæks klassificering af de meget lidt magtfulde personer på Zentropa, småtterne.

Uden at røbe for meget kan vi fortælle, at Henrik Foss i sin iver og desperation bliver taget til fange af ISIS. Spændingen er god nok, Frømandskorpset er brugt som kilde til de mere krigsagtige passager, og vi spørger så ikke mere om, hvad der er reelt, og hvad der er fantasi.

Der er her dog på et fremskredent tidspunkt i bogen en for os uheldig sammenblanding af metode og sprog, idet Foss på et tidspunkt bliver slæbt hen foran tæppet foran den ældre ISIS-leder, som sad tilfreds (hvor ved man dog det fra?, red.) på sin plads, med ryggen mod udgangen. Henrik syntes, der duftede af jasmin eller en slags røgelse af en art (er en slags og en art ikke det samme?, red.) som i en orientalsk takeaway på Nørrebro. Forfatteren leger med tingene her og får Foss til at huske sine små flugtforsøg, fri af ministeriets lænker, når han drev ud på Nørrebro og handlede arabisk mad hos Omar på Sankt Hans Torv. Metaforen her er til at få øje på, mens vi længere henne i teksten så får at vide, at den lille tallerken med små kiks foran ham, fik hans maveregion til at smerte. Til almindelig oplysning kan vi så fortælle, at en kiks på et tæppe selv efter en lang sulteperiode, hvad Foss er ude for, ikke så hurtigt kan aktivere smerte. Behov, javist, men ikke direkte smerte.

Når man ser bort fra sprogblomster og ganske få, researchmæssige betænkeligheder, så føler man sig som læser godt underholdt, og vi mærker forfatterens fortællerglæde. Og når alle er glade, ja så er det jo ren win-win.

Er der en mening udover indpakningen som spændingsroman og en beskrivelse af visse politiker-typer, så skulle det måske være den, at vi alle kunne overveje, hvor langt vi er villige til at gå for at holde fast i det, vi enten synes er nødvendigt, kært eller umuligt og uretfærdigt at give til en anden. Eller hvornår vi bare skal give slip....

Du kan læse anmeldelsen af Peter Mogensens Skyggespillet her.

Peter Quist
Døden kommer to gange
200 sider
Brændpunkt

En rørende roman om kampen for at få et ægteskab til at gå og ikke mindst at finde sine egne ben i parforholdet, når man er kommet op i årene.. Inderst inde velvidende at det her, det er da næsten døden, og derfor kommer den muligvis mere end en gang.
Vi stifter bekendtskab med et ægtepar sidst i tresserne, begge pensionister, i et rækkehus i Østjylland.
Martha er lungesyg og lever meget sit liv foran fjernsynet. Mens Torkild ofte søger tilflugt i sit haveskur, hvor han som en anden Ole Opfinder omgiver sit med kolber, reagensglas og kemikalier.

Spændingerne mellem de to tager til, eftersom de er milevidt fra hinanden, ikke forstår hinanden, ikke vil hinanden. Det bliver til total trummerum og leverpostej. 
Dramatiske begivenheder og dødsfald får mistroen mellem de to ægtefæller til at vokse, og så er alt virkelig dødsdømt. Her stopper spændingen ikke.

Bogen er som Peter Quists forrige bog vanvittig godt skrevet. Man kommer virkelig tæt på personerne og godt ind under karakterne, mens deres tanker, handlinger, sorger og længsler defilerer forbi og prikker til alle vore egne uopfyldte behov og længsler mod noget, der kunne lade sig gøre engang, men nu er det for sent.

Der er nogle spøjse ord en gang imellem, som vel er hørt før i den generation, ord som basisk, trisse afsted, forsorent, påskyndede sådan nogle ting man bliver overrasket over at finde i litteratur anno 2022, men det passer rigtig godt ind i stil og persongalleriets alder. Og særligt fordi man får associationer til en lidt indadvendt personlighed, der ikke har for øje at udvikle sig men blot vil passe sig selv og - som beskrevet i bogen - egentlig ikke gider gå med på indkøb i Netto og hilse på folk han ikke kender.

Årstal på fotoalbums omslag, beskrivelser af hospitalsbesøg og at fare vild på Hedensted Station, alt passer rigtig godt i en fortælling om snigende alderdom og senilitet. Endda er geografien godt på plads, idet Bredgade ligger lige uden for Hedensted Station, også i virkeligheden.

En lækker roman. Ikke et ord for meget eller for lidt. Blot det at være med ældre mennesker og deres børn på rejse gennem livet. Melankolsk og vedkommende på samme tid.

Du kan læse anmeldelsen af Peter Quists forrige roman her.

Timm Vladimir
Sommerkogebog
320 sider
Alpha

Der er ikke så meget nyt under solen, og det er nogle gange det, der skal til. Det gode og det velkendte med et ekstra, lille twist og måske et lidt større pift, det kan gøre det.

Når det bliver sommer, ændrer appetitten sig helt automatisk mod anderledes menuer end vinter- og forårssæsonen byder på.
Den har Timm Vladimir fanget fint, og vi bliver meget smagfuldt og ledsaget af store, flotte billeder præsenteret for alt fra hjemmelavet ketchup, over agurk-melon-salat, blomkålsbøf, japansk milkbread og breakfast tacos.

Opskrifterne er lige til at gå til, vi får arbejdstid og ingredienser præsenteret overskueligt og pænt.

Ikke overraskende lægger Vladimir en del vægt på grillen, og bogen er fyldt med tips og tricks til tilberedning af mad på den, såvel god mad på en travl hverdagsaften og mad, der passer sig selv, mens man hygger sig med gæsterne.

Vil man have sig en kogebog med traditionelle retter uden for meget fancy tingel tangel og med et lille skub fra den oprindelige opskrift, så er det her et godt bud.